… mine forælder stadigvæk var levende, ville de i dag kunne fejrer deres 82 års bryllupsdag, men det gør de ikke, for min mor døde den 2. september 1993 og min far døde den 20. februar 2003, de nåede dog at “fejrer” deres guldbryllup og som altid var min mor sur over, at gaverne ikke var store nok samt at min far fik lige så meget opmærksomhed som hende på dagen.

Her bør jeg jo så nok skriver et meget langt overkandiseret blogindlæg om, hvor frygteligt meget min forælder holdt at hinanden, men der gør jeg ikke, for det var desværre nok ikke tilfældet. Jeg har i hvert fald aldrig nogen sinde set dem være kærlige eller ømme overfor hinanden, hvis vi altså lige ser bort fra det kys, min far gave min mor på den en kind hver morgen, inden han gik hjemmefra, et kys min mor aldrig nogen sinde gengældt, da hun syntes, det var noget latterligt pjat samt svineri.

Allerede som helt lille lovede jeg mig selv, at hvis jeg en gang ude i fremtiden får en elskede, vil jeg aldrig nogen siden sende ham af sted med en sur bemærkning og derfor er det allersidste, jeg altid siger til min elskede Skat, før han går, “Jeg elsker dig!”, hvilket jeg også mener helt inde fra mit allerinderste.