… hvor skyerne prøver på at holde sig tætte, udendørstemperaturen er plus cirka ti grader og vinden blæser med syv meter i sekundet her i vores lille område af Roskilde, sidder min elskede Skat foran sin computer og jeg er ved at fotografere billederne til nogle af indeværende uges frygtelige mange manglende blog- indlæg, så jeg forhåbentlig meget snart kan komme i gang med at skrive bare nogle ganske få af dem.
Nu er det fire år, 27 uger samt to døgn siden, min Skat og jeg fandt Poul halvt liggende og halvt siddende på en taburat i hans køkken og det eneste vi kunne gøre var at konstatere, at han var død.
Mit indre er stadigvæk et stort totalt kaos, da jeg både er fyldt helt op samt fuldstændigt tømt for følelser og jeg kan slet ikke finde mig selv, selv om jeg godt ved, at jeg findes et eller andet sted midt alt dette kaos.
… så nåede vi endelige langt om længe til den noget så frygtelige efterlyste lørdag samt dermed også til denne uges weekend og så er vi begge to igen så energiforladte samt fuldstændige totalt flade efter en meget anstrengende arbejdsuge, at ingen af os har hverken fysisk eller psykisk overskud til at gå i gang med bare en lille bitte af alle de mange meget forskellige praktisk opgave, vi meget gerne som absolut minimum skal nå i løbet af denne weekend.