… årets 311., efterårets 67. samt november måneds sjette af slagsen over Holbækmotorvejen forsvandt i et kedeligt mørkegråt nedbørstungt skydække, der næppe formår at holde sig tæt resten af eftermiddagens, hele aftenen og hele natten.
… årets 311., efterårets 67. samt november måneds sjette af slagsen over Holbækmotorvejen forsvandt i et kedeligt mørkegråt nedbørstungt skydække, der forhåbentlig formår at holde sig tæt hele dagen.
Nu er det fire år, 25 uger samt seks dage siden, min Skat og jeg fandt Poul halvt liggende og halvt siddende på en taburat i hans køkken og det eneste vi kunne gøre var at konstatere, at han var død.
Mit indre er stadigvæk et stort totalt kaos, da jeg både er fyldt helt op samt fuldstændigt tømt for følelser og jeg kan slet ikke finde mig selv, selv om jeg godt ved, at jeg findes et eller andet sted midt alt dette kaos.
… at jeg både i forgårs, i går og indtil videre i dag ikke har nået at foretage mig noget som helst andet end lige præcist det så absolut allermest nødvendige, når det drejer sin om praktiske samt huslige opgaver, men så har jeg til gengæld nået at hygge mig med at læse John Augusts “Arlo Finch – Bind 3 – I Skyggernes Rige” …
… jeg købte den 16. august i år og nogle gange skal der altså også være tid til at hygge sig med en god samt spændende læseoplevelse.
… mine forælder stadigvæk var levende, ville de i dag kunne fejrer deres 82 års bryllupsdag, men det gør de ikke, for min mor døde den 2. september 1993 og min far døde den 20. februar 2003, de nåede dog at “fejrer” deres guldbryllup og som altid var min mor sur over, at gaverne ikke var store nok samt at min far fik lige så meget opmærksomhed som hende på dagen.
Her bør jeg jo så nok skriver et meget langt overkandiseret blogindlæg om, hvor frygteligt meget min forælder holdt at hinanden, men der gør jeg ikke, for det var desværre nok ikke tilfældet. Jeg har i hvert fald aldrig nogen sinde set dem være kærlige eller ømme overfor hinanden, hvis vi altså lige ser bort fra det kys, min far gave min mor på den en kind hver morgen, inden han gik hjemmefra, et kys min mor aldrig nogen sinde gengældt, da hun syntes, det var noget latterligt pjat samt svineri.
Allerede som helt lille lovede jeg mig selv, at hvis jeg en gang ude i fremtiden får en elskede, vil jeg aldrig nogen siden sende ham af sted med en sur bemærkning og derfor er det allersidste, jeg altid siger til min elskede Skat, før han går, “Jeg elsker dig!”, hvilket jeg også mener helt inde fra mit allerinderste.
Da min elskede Skat og jeg stod op, var udendørstemperaturen her i vores område af Roskilde plus cirka syv grader og i løbet af den sidste times tid er den nået at stige til plus cirka otte grader, så det vil være rigtigt dejligt, hvis den vil stige yderligere og gerne til et sted på den lune side af de femten grader.
Vinden blæser forsat med kun en meter i sekundet og et kedeligt mørkegråt nedbørstungt skydække ligger som en tung dyne over vores område af Roskilde, så i dag har vejrguderne altså tænkt sig at give os endnu en overskyet samt måske også våd efterårsdag.