Dagsarkiv: torsdag, 16. marts 2023, 6:57

Med zoom


Hverdagen, Solens opture.

Da jeg fotograferede ugens fjerde solopgang over Astersvej, legede jeg lidt mere med Lille Nikons zoomfunktion, hvilket gav dette resultat af dagens morgengry over Astersvej klokken lige præcist 6:51 …

2023/03/16/0301.jpg

… det overfor viste billede blev fotograferet via badeværelsets åbne vindue og der blev zoomet cirka 50% af det mulige.

Sankt Gudmunds dag


Hverdagen, Årets gang.

For 23 år siden, da jeg boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg den artikel om Sankt Gudmunds dag, jeg her vil bringe et lille udklip fra …

I dag er det Sankt Gudmunds dag og han var biskop på Island fra år 1201 samt frem til sin død i år 1237.

I sine præsteår førte Gudmund et omflakkende liv og han var kendt for sit store engagement, sine bodsøvelser samt sin store gavmildhed. I år 1201 blev han valgt til biskop i den islandske by Hólar, men bønderne samt øvrigheden mente, at han ødslede bispestolens gods bort, og derfor var Gudmund ved at miste sit embede, for han blev afskediget samt sat i husarrest i tre år. I al den tid, han sad i husarrest, kæmpede han for sit embede og snart rejste han igen omkring sammen med sine løsgængere

Biskop Gudmund døde af alderdomssvækkelse den 16. marts 1237 og dermed slap han for at blive suspenderet af paven.

Ifølge legenden skete der mange undrer ved hans grav og i år 1315 blev han kåret som helgen på trods af at han aldrig blev kanoniseret, hvilket vil sige, at han aldrig er blevet godkendt som helgen af den katolske moderkirke, men på Island er han en folkehelgen.

Ifølge folkeovertroen i det gamle danske bondesamfund så varsler både blæst og slud på Sankt Gudmunds dag vinterens snarlige ende, for som et gammelt vers siger: “Så længe Gudmund og Gertrud ikke har rystet deres hale, skal man ikke af vinteren prale“. Hvis det er ustadigt vejr på Sankt Gudmunds dag, så skal det allerhelst varer lige til Sankt Bendts dag og derefter så skulle vinteren være helt forbi.

Dagens morgenmad …


Hverdagen, Mad.

2023/03/16/0001.jpg

… to skiver sønderjyskrugbrød med et meget tyndt lag smør, sommersalat samt to blommecherrytomater, der er pyntet med lidt friskklippet karse.

En kold samt overskyet morgen mere


Hverdagen.

Da min elskede Skat og jeg stod op, var udendørstemperaturen her i vores område af Roskilde minus cirka en grad og i løbet af den sidste times tid er den nået at stige til plus cirka en grad, så det vil være rigtigt dejligt, hvis den vil stige yderligere og gerne til et sted på den lune side af de ti grader.

Vinden blæser forsat med kun en meter i sekundet og et kedeligt mørkegråt nedbørstungt skydække ligger som en tung dyne over vores område af Roskilde, så i dag har vejrguderne altså tænkt sig at give os endnu en kold overskyet samt måske også våd forårsdag.

Manglende udendørstemperatur


Hverdagen.

Lige nu har vi igen slet ingen udendørstemperatur her i vores lille område af Roskilde eller rettere skrevet på nuværende tidspunkt af morgenen er der lige præcist nul grader udenfor og det er jo hverken plus eller minus, for rent faktisk er nul jo slet ingenting.