Nu er det et år, 50 uger samt seks døgn siden, min Skat og jeg fandt Poul halvt liggende og halvt siddende på en taburat i hans køkken og det eneste vi kunne gøre var at konstatere, at han var død.

Mit indre er stadigvæk et stort totalt kaos, da jeg både er fyldt helt op samt fuldstændigt tømt for følelser og jeg kan slet ikke finde mig selv, selv om jeg godt ved, at jeg findes et eller andet sted midt alt dette kaos.

For 22 år siden, da jeg boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg den artikel om Valborg aften, jeg her vil bringe et lille udklip fra …

Aftenen før den 1. maj, der bliver kaldt for Valborgs dag efter den tyske nonne Walburga, der på dansk blev til Valborg, der døde i år 779, bliver kaldt for Valborg aften.

På denne aften våger man sig for ikke at blive overlistet af alle de underjordiske kræfter. Det gør man blandt andet ved at tænde bål på højene. Nogle steder brugte man også denne aften til at opstille majstangen, der er en høj mast, der er pyntet med kranse af frisk bøgeløv og farvede bånd. Den skulle symbolisere den kommende sommers frugtbarhed.

Traditionerne omkring Valborg aften går tilbage til lang før kristen tid, hvor både de germanske og de keltiske folk fejrede overgangen imellem den forgangne vinter og den kommende sommer på denne aften. Først sent kom forestillingen om en heksesabbat på samme aften ind i folketroen. I Danmark og især mest i Jylland mente man, at heksene på deres koste red til Tromsø Kirke, det vil sige til et sted tæt på grænsen mod Hedenskabet. I Tyskland var det derimod Bloks- bjerg, der var målet for heksenes ridt.

Det var også en hedensk skik, at valborgsbålene endelig ikke måtte tændes med almindelig ild, men derimod med så kaldt vild ild. Denne vilde ild kan kun skaffes på den ældgamle måde, som havde været i brug, længe før man lærte jernet at kende nemlig ved gnidning af to stykker træ imod hinanden. Denne ild benævntes i alle germanske lande med et beslægtet ord, der på dansk og norsk er blevet til nødild, på engelsk er blevet til neidfire eller nedfire og på tysk er blevet til Notfeuer. I det mellemsvenske område Dalarna er det endnu en fast skik at springe gennem Valborgsbålet.

I Tyskland regnes det med, at skikken stammer fra keltisk tid, hvor man tændte halvårs festernes hellige bål på den sammen måde.

Den romerske kirken blev tidligt opmærksom på denne form for hedenskab og allerede på et kirkemøde i år 742 blev det forbudt de kristne tyskere at tænde de ugudelige bål, som de kaldte for Niedfeor altså nødild. Tyskerne opgav dog ligesom nordboerne ikke den gamle skik, for de forsatte med at holde liv i den.