Dagsarkiv: lørdag, 22. januar 2022, 8:22

Med zoom


Hverdagen, Solens opture.

Da jeg fotograferede dagens allerførste solstråler over Holbækmotorvejen, legede jeg lidt med Lille Nikons zoomfunktion, hvilket gav dette resultat af dagens meget tidlige morgengry over Holbækmotorvejen klokken lige præcist 8:13 …

2022/01/22/0301.jpg

… det overfor viste billede blev fotograferet via badeværelsets åbne vindue og der blev zoomet cirka 25% af det mulige.

Manglende udendørstemperatur


Hverdagen.

Lige nu har vi igen slet ingen udendørstemperatur her i vores lille område af Roskilde eller rettere skrevet på nuværende tidspunkt af morgenen er der lige præcist nul grader udenfor og det er jo hverken plus eller minus, for rent faktisk er nul jo slet ingenting.

Stadigvæk noget så frygtelig meget ked af det


Hverdagen, Årets gang.

Nu er det et år, 36 uger samt seks døgn siden, min Skat og jeg fandt Poul halvt liggende og halvt siddende på en taburat i hans køkken og det eneste vi kunne gøre var at konstatere, at han var død.

Mit indre er stadigvæk et stort totalt kaos, da jeg både er fyldt helt op samt fuldstændigt tømt for følelser og jeg kan slet ikke finde mig selv, selv om jeg godt ved, at jeg findes et eller andet sted midt alt dette kaos.

Dagens morgenmad …


Hverdagen, Mad.

2022/01/22/0001.jpg

… to skiver sønderjyskrugbrød med et meget tyndt lag smør samt tatar, der er pyntet med lidt friskkværnet peber og salt samt friskklippet karse.

Sankt Vincents dag


Hverdagen, Årets gang.

For 22 år siden, da jeg boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg den artikel om Sankt Vincents dag, jeg her vil bringe et lille udklip fra …

I dag er det Sankt Vincents dag og ifølge legenden blev han født i Huesca nord for Saragossa i det nordøstlige Spanien, hvor han blev uddannet hos biskop Valerius af Saragossa, der senere selv viede ham til diakon.

Legenden fortæller end videre, at Sankt Vincent på grund af sin kristne tror blev udsat for de allermest frygtelige former for totur. For først blev han fængslet og imens han var taget til fange, nægtede man ham mad for at svække ham. Så blev han befalet til at ofre sig til de romerske guder, hvilket han selvfølgelig nægtede, hvorefter han blev bundet til et træ og stukket med lanser, hans arme samt ben blev trukket af led, og kødet på hans krop blev revet op med jernkroge. Derefter blev han lagt på en glødende jernrist og det fortælles, at imens han lå der, fik han gnedet salt ind i sårene, men på trods af alt dette fik man ham ikke til at opgive sin kristne tro.

Så derfor blev han slæbt tilbage til fangehulet, hvor han blev lagt på et leje af potteskår, der rev alle hans sår endnu mere op, men så skete der et mirakel, for et himmelsk lys strømmede ind i hans fangehul og hans leje blev forvandlet til en seng af velduftende blomster, hvorefter en engel kom og trøstede ham.

Sankt Vincents fangevogter blev omvendt fra den romerske tro til den kristne tro, da han så Sankt Vincent badet i lys, imens han talte med Gud, og byens kristne fik lov til at besøge Sankt Vincent. De sørgede for kærlig pleje af alle hans sår, men den frygtelige tortur og de forfærdelige sår, den havde medført, gjorde, at han efter kort tid døde.

Sankt Vincents lig blev kastet ud til de vilde dyr på markerne, men en ravn kom og jagede alle dyrene, der prøvede på at spise af hans lig, bort. Derefter prøvede man at kaste Sankt Vincents lig i havet med en kværnsten om halsen, men hans lig flød i land, inden hans bødler i deres båd nåede indtil stranden. Derfor fik de kristne lov for at begrave Sankt Vincent, hvilket ifølge legenden skete den 22. januar 304.

Ifølge folkeovertroen i det gamle danske bondesamfund så hvis Sankt Vincents dag bliver solfyldt, så vil vinteren meget snart være slut, så jeg håber, at vi får masser af solskin i løbet af i dag.