Dagsarkiv: mandag, 10. januar 2022, 21:45

Runde pink hæklet minigaveposer med guldeffekt


Garn, Hverdagen, Håndarbejde.

Imens min Skat så et eller andet på fjernsynet, nåede jeg at hækle to runde pink minigaveposer, hvoraf den ene kan ses her …

2022/01/10/3101.jpg

… der er endnu en gang tale om mit 100% eget design, for det er mig, der har fået ideen og det er mig, der har skrevet opskriften, den er hæklet efter, og jeg har brugt ti gram pink ( farvenummer 87 ) Rainbow Glitter Gold ( 95% bomuld og 5% polyester ) med en løbelængde på cirka 160 meter per 50 gram samt min altid trofaste Perle Inox hæklenåle nummer 2,0 og 2,5.

Lige før sengetid


Hverdagen.

Årets anden mandag samt dermed også den sjette hverdag efter vores ti dage lange kombineret jule- og nytårsferie er så småt ved at synge på sit allersidste vers, Solen er gået ned, Månen er stået op, min elskede Skat sidder ved sin computer og jeg vil lige prøve på at skrive lidt om, hvad vi har nået i løbet af denne mandag, før vi begge to så småt går i gang med at gøre klar til at gå i seng.

I dag var min Skat på arbejdet i 8:15 timer og da han kom hjem, løb vi først mine 2.000 meter, hvorefter han løb 7,2 kilometer, før han tog frokost samt satte sig ved sin computer, og jeg løb 300 meter, før jeg satte mig ved min computer.

For mit vedkommen har det været en hel almindelig gennemsnits mandag, hvor jeg blandt andet har nået at skrive diverse små blogindlæg, skrive og besvare diverse små e-mails, bogføre alle sidste uges kasseboner i et regneark, vaske og stryge to maskinfulde altså 84 stykker tøj, der bagefter kom på plads i diverse skabe og skuffer, putte dagrenovation og papir i de relevante containere, handle ind hos Aldi på Søndre Ringvej og Rema 1000 på Køgevej, putte alle de nyindkøbte varer helt rigtigt på plads, støvsuge hele vores lille lejlighed, talt i mobiltelefon med Wivi i cirka en halv time, vande alle plantepusserne ud på altanen samt alle potteplanterne i lejligheden og i opgangen samt nippe visne blade og blomster af dem samt rydde til side, vaske op, tørre af og stille på plads efter vores morgenmad samt frokost.

Dertil kommer, at jeg har fået klaret diverse små og mindre praktiske oprydningsopgaver af den slags, ingen bemærker, når man når dem, og alle bemærker, når man ikke når dem.

Imens min Skat tilberedte vores aftensmad, nåede jeg at dække spisebordet og da vi havde nydt aftenens menu, aflivede vi i fællesskab den medfølgende opvask, før min Skat satte sig foran sin computer og jeg satte mig foran min computer.

Nu vil jeg slukke min computer samt bagefter sætte mig rigtigt godt til rette ved siden af min Skat i den ene af vores to sofaer, for jeg kan sangens klemme hans ribben, imens han ser fjernsyn og jeg hækler på det igangværende projekt.

Lige nu …


Hverdagen, Løb.

… hvor Solen er gået ned, udendørstemperaturen er plus cirka en grad og vinden blæser med seks meter i sekundet her i vores område af Roskilde, er min elskede Skat ved at strække ud efter dagens to løbeture, der sammenlagt endte med at blive på 9,2 kilometer.

Med zoom


Hverdagen, Solens nedture.

Da jeg fotograferede dagens allersidste solstråler over Holbækmotorvejen, legede jeg lidt med Lille Nikons zoomfunktion, hvilket gav dette resultat af dagens mørkning over Holbækmotorvejen klokken lige præcist 15:52 …

2022/01/10/2601.jpg

… det overfor viste billede blev fotograferet via altanens lukkede vinduer og der blev zoomet cirka 25% af det mulige.