Årets 41. torsdag samt dermed også den 49. hverdag efter vores 23 dage lange sommerferie er så småt ved at synge på sit allersidste vers, Solen er gået ned, regnen falder stille, Månen er stået op, min elskede Skat sidder foran sin computer og jeg vil lige prøve på at skrive lidt om, hvad vi har nået i løbet af denne torsdag, før vi begge to så småt går i gang med at gøre klar til at gå i seng.

I dag var min Skat på arbejdet i 8:15 timer og da han kom hjem, løb han fire kilometer, før han tog frokost samt satte sig foran sin computer.

For mit vedkommen har det været en halv dum torsdag, for jeg hoster samt snotter stadigvæk, så jeg har kun nået at skrive diverse små blogindlæg, skrive og besvare diverse små e-mails, vaske og stryge en maskinfuld altså 28 stykker tøj, der bagefter kom på plads i diverse skabe og skuffer, tale i mobiltelefon med en ekskollega i cirka tyve minutters tid, med Heidi i cirka syv kvarters tid og med Wivi i cirka ti minutters tid samt rydde til side, vaske op, tørre af og stille på plads efter vores morgenmad samt frokost.

Imens min Skat tilberedte vores aftensmad, nåede jeg at dække spisebordet og da vi havde nydt aftens menu, aflivede vi i fællesskab den medfølgende opvask, før min Skat satte sig foran sin computer og jeg satte mig foran min computer.

Nu vil jeg slukke min computer samt bagefter sætte mig rigtigt godt til rette ved siden af min Skat i den ene af vores to sofaer, for jeg kan sangens klemme hans ribben, imens han ser fjernsyn og jeg hækler på det igangværende projekt.

For mig er det meget vigtigt at holde fast i de personer, der på en eller anden måde er kommet til at betyde noget for mig også selv om det i det daglig ikke bliver til ret meget andet end bare lige et lille bitte livstegn i form af et kort til fødselsdag, jul og måske påske samt en vindersendt sjov e-mail i ny og næ.

Da man efter min mening ikke kan forvente, at andre gør noget, man ikke selv gør, ringede jeg derfor i formiddags til en ekskollega, der havde fødselsdag i mandags og som det efterhånden er ved at være over et halvt års tid siden, jeg sidst har talt med og det endte med, at vi talte sammen i lige præcist 18 minutter samt 40 sekunder, men så var vi også begge to blevet nogenlunde helt opdateret med hensyn til, hvad der i meget grove træk er sket i hinandens liv siden vi sidste talte sammen.

At samtalen ikke blev længere skyltes, at hun var på vej ud af hoveddøren, da hun skulle lufte sin datter og svigersøns elve uger gamle hundehvalp, så vi aftalte, at vi snakkes ved en anden dag ikke alt for langt ude i fremtiden.

Nu er det et år, 22 uger samt fire døgn siden, min Skat og jeg fandt Poul halvt liggende og halvt siddende på en taburat i hans køkken og det eneste vi kunne gøre var at konstatere, at han var død.

Mit indre er stadigvæk et stort totalt kaos, da jeg både er fyldt helt op samt fuldstændigt tømt for følelser og jeg kan slet ikke finde mig selv, selv om jeg godt ved, at jeg findes et eller andet sted midt alt dette kaos.