… for traditionen tro, så igen i denne uge nu hvor vi endeligt langt om længe er nået til det tidspunkt sidste på eftermiddagen / først på aftenen fredag, hvor min elskede Skat og jeg har taget hul på denne uges noget så frygteligt efterlyste weekend, så er vi begge to igen så trætte, at ingen af os egenligt har hverken fysisk eller psykisk overskud til at gøre noget eller været noget for hinanden.

… hvor skyerne prøver på at holde sig tætte, udendørstemperaturen er plus cirka seksten grader og vinden blæser med tre meter i sekundet her i vores lille område af Roskilde, knokler min elskede Skat på sit arbejde, er vaskemaskinen i gang med dagens første samt eneste vask og jeg prøver på at finde lidt indre ro ved at udvælge, pakke samt klippe billederne til indeværende uges frygtelige mange manglende blogindlæg, så jeg forhåbentlig meget snart kan komme i gang med at skrive dem.

Nu er det et år, seks uger samt fem døgn siden, min Skat og jeg fandt Poul halvt liggende og halvt siddende på en taburat i hans køkken og det eneste vi kunne gøre var at konstatere, at han var død.

Mit indre er stadigvæk et stort totalt kaos, da jeg både er fyldt helt op samt fuldstændigt tømt for følelser og jeg kan slet ikke finde mig selv, selv om jeg godt ved, at jeg findes et eller andet sted midt alt dette kaos.