Årets 25. mandag samt dermed også den tyvende hverdag efter vores tre dage lange pinseferie er så småt ved at synge på sit allersidste vers, Solen er ved at gå ned, skyerne prøver på at holde sig tætte, Månen er stået op, min elskede Skat sidder foran sin computer og jeg vil lige prøve på at skrive lidt om, hvad vi har nået i løbet af denne mandag, før vi begge to så småt går i gang med at gøre klar til at gå i seng.

I dag var min Skat på arbejdet i de normale otte timer og da han kom hjem, løb vi først mine 1.700 meter, hvorefter han løb 7,5 kilometer, før han tog frokost samt satte sig foran sin computer.

For mit vedkommen har det været en hel almindelig gennemsnits mandag, hvor jeg blandt andet har nået at skrive diverse små blogindlæg, skrive og besvare diverse små e-mails, bogføre alle sidste uges kasseboner i et regneark, vaske og stryge en maskinfuld altså 43 stykker tøj, der bagefter kom på plads i diverse skabe og skuffer, putte dagrenovation og papir i de relevante containere, gå rundt om vores bebyggelses varmemester for at hente to eksemplar af vores bebyggelses husorden samt putte en af dem i vores nye underboers postkasse og en af dem i vores nye nabos postkasse, da de alle tre har “lidt” svært ved at overholde reglerne, tale i mobiltelefon med Jens-Erik i cirka fem minutters tid og med Wivi i cirka 25 minutters tid, vande alle plantepusserne ud på altanen samt alle potteplanterne i lejligheden og i opgangen samt nippe visne blade og blomster af dem samt rydde til side, vaske op, tørre af og stille på plads efter vores morgenmad samt frokost.

Dertil kommer, at jeg har fået klaret diverse små og mindre praktiske oprydningsopgaver af den slags, ingen bemærker, når man når dem, og alle bemærker, når man ikke når dem.

Imens min Skat tilberedte vores aftensmad, nåede jeg at dække spisebordet og da vi havde nydt aftens menu, aflivede vi i fællesskab den medfølgende opvask, før min Skat satte sig foran sin computer og jeg satte mig foran min computer.

Nu vil jeg slukke min computer samt bagefter sætte mig rigtigt godt til rette ved siden af min Skat i den ene af vores to sofaer, for jeg kan sangens klemme hans ribben, imens han ser fjernsyn og jeg hækler på det igangværende projekt.

… hvor regnen falder stille, udendørstemperaturen er plus cirka femten grader og vinden blæser med tre meter i sekundet her i vores lille område af Roskilde, knokler min elskede Skat på sit arbejde, hænger dagens første maskinfuld nyvasket tøj til tørre på vingetørrestativet ude på altanen og jeg prøver på at finde lidt indre ro ved at udvælge, pakke samt klippe billederne til sidste uges frygtelige mange manglende blogindlæg, så jeg forhåbentlig meget snart kan komme i gang med at skrive dem.

Nu er det et år, seks uger samt et døgn siden, rustvognen kørte med Poul og jeg er stadigvæk så ufattelig ked af det samt et stort følelsesmæssigt kaos indeni.