… årets 137., forårets 78. og maj måneds syttende af slagsen over Køgevej druknede, da de altid meget gavmilde vejrguder stadigvæk nægtede at lukke for himlens meget store sluser.

Årets tyvende fredag samt dermed også den allerførste samt tredjesidste dag i vores tre dage lange Store Bededagsferie er så småt ved at synge på sit allersidste vers, Solen er ved at gå ned, regnen falder stille, Månen er ved at stå op, min Skat sidder foran sin computer og jeg vil lige prøve på at skrive lidt om, hvad vi har nået i løbet af denne fredag, før vi begge to så småt går i gang med at gøre klar til at gå i seng.

Hele dagen er blevet brugt på en rigtigt god kombination af hygge samt klaring af diverse små praktiske oprydningsopgaver af den slags, ingen bemærker, når man når dem, og alle bemærker, når man ikke når dem.

Dertil kommer, at min Skat blandt andet har nået at komme et lille stykke videre med den ene af de to store igangværende oprydningsopgaver samt være til sin helt normale fredagstræning og jeg har blandt andet nået at telefonvække Poul ved 7:00 tiden, skrive diverse små manglede blogindlæg, vaske og stryge en maskinfuld altså 26 stykker tøj, der bagefter kom på plads i diverse skabe og skuffer, vande alle plantepusserne ude på altanen samt alle potteplanterne i lejligheden og i opgangen samt nippe visne blade og blomster af dem samt rydde til side, vaske op, tørre af og stille på plads efter vores morgenmad samt frokost.

Imens min Skat tilberedte vores aftensmad, nåede jeg at dække spisebordet samt tale i mobiltelefon med Poul, og da vi havde nydt aftens menu, aflivede vi i fællesskab den medfølgende opvask, før min Skat satte sig foran sin computer og jeg satte mig foran min computer.

Nu vil jeg slukke min computer samt bagefter sætte mig rigtigt godt til rette ved siden af min Skat i den ene af vores to sofaer, for jeg kan sangens klemme hans ribben, imens han ser fjernsyn og jeg hækler på det igangværende projekt.

… hvor regnen forsat vælter ned, udendørstemperaturen er plus cirka ti grad og vinden blæser med fem meter i sekundet her i vores lille område af Roskilde, hænger dagens første samt eneste maskinfuld nyvasket tøj stadigvæk til tørre på vingetørrestativet ude på altanen, er min elskede Skat til sin helt normale fredagstræning og jeg er i gang med at skrive nogle af indeværende måneds frygtelig mange manglende blogindlæg.

… hvor regnen vælter ned, udendørstemperaturen er plus cirka elve grader og vinden blæser med fem meter i sekundet her i vores lille område af Roskilde, hænger dagens første samt eneste maskinfuld nyvasket tøj til tørre på vingetørrestativet ude på altanen, sidder min elskede Skat foran sin computer og jeg er forsat i gang med at udvælge, pakke samt klippe billederne til nogle af indeværende måneds frygtelig mange manglende blogindlæg, så jeg i løbet af dagen forhåbentlig kan komme i gang med at skrive nogle af dem.

… hvor skyerne prøver på at holde sig tætte, udendørstemperaturen er plus cirka ti grader og vinden blæser med fem meter i sekundet her i vores lille område af Roskilde, sover min elskede Skat og jeg er i gang med at udvælge, pakke samt klippe billederne til nogle af indeværende måneds frygtelig mange manglende blogindlæg, så jeg i løbet af dagen forhåbentlig kan komme i gang med at skrive nogle af dem.

For nitten år siden, da jeg boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg den artikel om Store Bededag, jeg her vil bringe et lille udklip fra …

Det var Hans Bagger, der var biskop i Roskilde fra år 1675 til år 1693, der var idemanden bag Store Bededag. I løbet af sine to første år som biskop fik Hans Bagger indført hele 3 bede- og fastedage. Den midterste af disse dage blev lovfæstet ved en kongelig forordning den 27. marts 1686 og den blev placeret den fjerde fredag efter påske. På denne måde kunne Christian den Femte nå at holde Store Bededag i København, inden han drog ud på årets sommerrejser til sine lande og riger.

Denne lovfæstede Store Bededag var kun en ud af mange bede- og fastedage i løbet af året, da der var spredt flere mindre bededage ud over hele kalenderen. For eksempel var hver onsdag bededag på landet. På bededagene bad præsterne i kirken for fred og dagene var bodsdage, hvor man fastede.

Store Bededags helt korrekte navn er Ekstraordinær Almindelig Bededag, og den blev indvarslet allerede aftenen før ved ringning med kirkens største klokke den såkaldte stormklokken. Ringningen var signal til, at kroer med mere nu skulle lukke og at der nu ikke længere måtte drives nogen form for handel. På den måde var der håb om, at folk kunne komme rettidigt samt især ædru i kirke den næste morgen, sådan som forordningen krævede.

Man skulle faste indtil dagens gudstjenester inklusive aftensangen var vel afsluttede og man skulle i øvrigt også afholde sig fra alle former for arbejde, leg, rejser, spil samt alle andre former for såkaldt verdslig forfængelighed.

Det er en meget populær opfattelse, at det var Christian den Syvendes berømte livlæge med meget mere Friedrich Johann Struensee, der indførte Store Bededag, men dagen fandtes altså længe før hans tid. Grunden til, at Friedrich Johann Struensee ofte i eftertiden får æren for Store Bededagen, kan skyldes, at den var en af de få helligdage, der overlevede den store helligdagsreform af den 20. oktober 1770.

Forordningen afskaffede halvdelen af årets på det tidspunkt i alt 22 helligdage og det var Friedrich Johann Struensee, der var manden bag planen som efter andre protestantiske landes forbillede afskaffede blandt andre Hellig Tre Kongers dag, Kyndelmissedag, tredje påskedag, tredje pinsedag, Sankt Hans dag, Vor Frue dag, Mikkelsdag, Mortensdag og tredje juledag som officielle helligdage. Efter den 20. oktober 1770 skulle disse dage ikke længere være fridage, men derimod bruges til arbejde samt andre former for så kaldt nyttig gerning.

Skikken med at spise varme hveder Store Bededags aften kan dokumenteres til midten af 1800-tallet, men den er sandsynligvis meget ældre.

Baggrunden for at spise hveder Store Bededag er den, at selve dagen jo skulle være en arbejdsfri bede- samt bodsdag og derfor skulle bagerne også have fri. De kunne altså ikke bage brød med mere på selve dagen. Derfor bagte de hvedetvebakker aftenen før, som folk så kunne købe for at spise dagen efter, hvor de eventuelt kunne varme dem før, de spiste dem.

I København er der en særlig tradition med, at man helst skal ud og spadsere på volden aftenen før Store Bededag. Denne tradition kan sandsynligvis føres helt tilbage til 1700-tallets midte. I begyndelsen af 1800-tallet mente man i hvert fald, at skikken var af ældre dato og at den stammer fra den gang, hvor Frue Kirke endnu havde sit klokkespil. Frue Kirkes klokkespil blev sat i gang på Store Bededagsaften og klokkespillet klang lokkede københavnerne ud at spadsere.

Frue Kirkes klokkespil blev sat op i 1747, men det gik desværre til helt grunde efter englændernes bombardement af København i 1807. Spadsereturene på volden var i høj grad borgerskabets fornøjelse, selvom folk fra alle samfundslag efterhånden fandt vej til den. Efter Københavns volde blev sløjfede, blev spadsereturene forlagt til Christianshavns Vold eller Kastellet, der tidligere havde været studenternes særlige mødested.

… årets 137., forårets 78. og maj måneds syttende af slagsen over Astersvej forsvandt bag et kedeligt mørkegråt nedbørstungt skydække, der forhåbentlig formår at holde sig tæt hele dagen.