For atten år siden, da jeg boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg den artikel om Sankt Sebaldus dag, jeg her vil bringe et lille udklip fra …
I dag er det Sankt Sebaldus dag eller Sankt Pals dag, da kært barn jo kan have flere navne, men det ændre dog ikke på, at dagen er officiel mindedag for den fromme Sebaldus, der ifølge legenden muligvis var en dansk ( sagn- ) prins, der drog til Paris for at studere. Sebaldus blev gift med en prinsesse, men han forlod hende allerede på bryllupsnatten for at tage på pilgrimsrejse til Rom.
Ligeledes ifølge legende blev Sebaldus senere af den romerske pave sendt til Tyskland for at prædikere det kristne evangelium og Sebaldus bosatte sig i nærheden af Nürnberg, hvor han levede som eneboer til sin død. Sankt Sebaldus er for øvrigt Nürnbergs skytshelgen.
Ifølge folkeovertroen i det gamle danske bondesamfund, så hvis lyngene blomster i spidsen på rankerne på Sankt Sebaldus dag, vil der falde meget sne i løbet af den kommende vinter, der vil blive meget lang. Hvis lyngene derimod blomster nederst på rankerne på Sankt Sebaldus dag, vil den kommende vinter blive mild og kort. For som man plejede at sige: “Når lyngen blomstrer til Sankt Pals, ska vi gå i sne te æ hals“.