Arkiver

Lige før sengetid


Hverdagen.

Årets 33. torsdag og dermed også den fjortende hverdag efter vores 23 dage lange skønne samt alt for korte sommerferie er så småt ved at synge på sit allersidste vers, Solen er gået ned, skyerne prøver på at holde sig tætte, Månen er stået op, min Skat sidder foran sin computer og jeg vil lige prøve på at skrive lidt om, hvad vi har nået i løbet af denne torsdag, før vi begge to så småt går i gang med at gøre klar til at gå i seng.

I dag var min Skat på arbejdet i fem timer og da han kom hjem, gik han i seng samt sov i næsten fem timer. Sidste på eftermiddagen havde han fået det så godt, at vi gik en lille tur via Musicon over til Aldi, hvor vi handlede lidt ind, før vi gik hjemad via Musicon og da vi kom hjem, gik min Skat i gang med at tilberede vores aftensmad og jeg fik puttede de nyindkøbte varer helt rigtigt på plads.

For mit vedkommen har det været en hel almindelig gennemsnits torsdag, hvor jeg blandt andet har nået at telefonvække Poul ved 7:00 tiden, skrive diverse små blogindlæg, vaske og stryge to maskinfulde altså 101 stykker tøj, der bagefter kom på plads i diverse skabe og skuffer, putte dagrenovation, glas, pap og papir i de relevante containere, handle ind hos Netto på Holbækvej, hvor jeg blandt andet købte en bog, og Aldi på Søndre Ringvej, gå hjemad via Musicon, putte alle de nyindkøbte varer helt rigtigt på plads, tømme vores postkasse og sortere i dens indhold, vande alle årets plantepusser ud på altanen samt alle potteplanterne i lejligheden og i opgangen samt nippe visne blade og blomster af dem samt rydde til side, vaske op, tørre af og stille på plads efter vores morgenmad samt frokost.

Dertil kommer, at jeg har fået klaret diverse små og mindre praktiske oprydningsopgaver af den slags, ingen bemærker, når man når dem, og alle bemærker, når man ikke når dem.

Imens min Skat tilberedte vores aftensmad, nåede jeg at dække spisebordet samt tale i mobiltelefon med Poul, og da vi havde nydt aftens menu, aflivede vi i fællesskab den medfølgende opvask, før min Skat satte sig foran sin computer og jeg satte mig foran min computer.

Nu vil jeg slukke min computer samt bagefter sætte mig rigtigt godt til rette ved siden af min Skat i den ene af vores to sofaer, for jeg kan sangens klemme hans ribben, imens han ser fjernsyn og jeg hækler på det igangværende projekt.