Lille Nikon og jeg nøjes ikke med kun at fotografere ugens allerførste solnedgang over Køgevej via altanes åbne vinduer, men også fra stuen via den åbne altandør …

… hvilket skete klokken lige præcist 21:31.

Da jeg fotograferede ugens allerførste solnedgang over Køgevej, legede jeg lidt mere med Lille Nikons zoomfunktion, hvilket gav dette resultat af dagens skumring over Køgevej klokken lige præcist 21:31 …

… det overfor viste billede blev fotograferet via altanens åbne vinduer og der blev zoomet cirka 50% af det mulige.

Da jeg fotograferede ugens allerførste solnedgang over Køgevej, legede jeg lidt med Lille Nikons zoomfunktion, hvilket gav dette resultat af dagens skumring over Køgevej klokken lige præcist 21:31 …

… det overfor viste billede blev fotograferet via altanens åbne vinduer og der blev zoomet cirka 25% af det mulige.

… årets 176. samt både sommerens og juni måneds 25. af slagsen over Køgevej klokken lige præcist 21:31 …

… da Lille Nikon og jeg oplevede, nød samt fotograferede den via altanens åbne vinduer.

Årets 26. mandag og dermed også den allerførste hverdag efter vores sytten dage lange skønne samt alt for korte forsommerferie er så småt ved at synge på sit allersidste vers, Solen er ved at gå ned, Månen er ved at stå op, min Skat sidder foran sin computer og jeg vil lige prøve på at skrive lidt om, hvad vi har nået i løbet af denne mandag, før vi begge to så småt går i gang med at gøre klar til at gå i seng.

I dag var min Skat på arbejdet i de normale otte timer og da han kom hjem, løb han 9,2 kilometer, før han tog frokost samt satte sig foran sin computer.

For mit vedkommen har det været en hel almindelig gennemsnits mandag, hvor jeg blandt andet har nået at telefonvække Poul ved 7:00 tiden, besvare og skrive diverse e-mails, skrive diverse små blogindlæg, vaske og stryge to maskinfulde altså 79 stykker tøj, der bagefter kom på plads i diverse skabe og skuffer. Midt på eftermiddagen gik jeg i seng samt sov i næste tre timer, hvilket fik det migræneanfald, der havde taget til i styrke lige siden jeg stod, til at lette så meget, at jeg kunne nå at vande alle årets plantepusser ud på altanen samt alle potteplanterne i lejligheden og i opgangen samt nippe visne blade og blomster af dem samt rydde til side, vaske op, tørre af og stille på plads efter vores morgenmad samt frokost.

Imens min Skat tilberedte vores aftensmad, nåede jeg at dække spisebordet samt tale i mobiltelefon med Poul, og da vi havde nydt aftens menu, aflivede vi i fællesskab den medfølgende opvask, før min Skat satte sig foran sin computer og jeg satte mig foran min computer.

Nu vil jeg slukke min computer samt bagefter sætte mig rigtigt godt til rette ved siden af min Skat i den ene af vores to sofaer, for jeg kan sangens klemme hans ribben, imens han ser fjernsyn og jeg hækler på det igangværende projekt.

… rispande ala Peter ( 300 gram hakket kyllingekød med maximalt 10% fedt, der er brunet på en stegepande sammen med 300 gram risblanding bestående af løg, majs, fintsnitte rød peberfrugt, ærter og ris ), der er pyntet med lidt ketchup, samt nogle skiver rugbrød.

… hvor Solen skinner fra en høj klar blå delvis skyfri himmel, udendørstemperaturen er plus 22,9 grader og vinden blæser med tre meter i sekundet her i vores lille område af Roskilde, løber min Skat sin helt normale mandagstur på 7,2 kilometer og jeg “hygger” mig igen med migræne, så derfor vil jeg prøve på om et par tre timers søvn kan få det til at forsvinde.

… bliver i dag et billedløst indlæg, for som en kombination af at jeg var sulten samt træt, så glemte jeg desværre fuldstændigt at fotografere dagens frokost, hvilket jeg først fandt ud af, da jeg ville fremkalde billedet af den, men det ændrer dog ikke på, at dagens frokost i dag var to skiver sønderjyskrugbrød med et meget tyndt lag smør samt friskbælget ærter.

Egentlige er det lidt pudsigt samt ret så underligt så forskelligt man kan se på den samme ting, tag nu for eksemplet sytten dage …

… når man sidder og skriver en aftale, der skal finde sted om sytten dages tid, ind i sin kalender, så føles de sytten dages tid som noget nær en evighed eller i hvert fald noget, der ligger meget langt ude i fremtiden. Hvis man derimod sidder og blader lidt tilbage i sin kalender og man dermed “falder” over en aftale, der fandt sted for sytten dages tid side, så er det jo stort set ikke ret længe siden.

Sådant har min Skat og jeg det også med vores sytten dage lange skønne forsommerferie, for før vi tog hul på den, synes vi, at det var helt vildt dejligt, at vi nu kunne se frem til sytten sammenhængende fridage og vi have masser af forskellige drømme, håb samt planer for, hvad vi kunne samt skulle bruge alle de mange skønne fridage til.

I dag sytten dage senere, kan vi så begge to blot konstatere, at de sytten sammenhængende fridage, vi noget så frygteligt havde glædet os til, desværre allerede er brugt helt op og at vi langt fra har nået bare tilnærmelsesvis en lille bitte brøkdel af alt det, vi havde drømt om, håbet på, planlagt samt regent med at vi kunne og skulle nå i løbet af indeværende års forsommerferie.

Dermed har jeg ikke skrevet, at vi ikke har haft en god samt indholdsrig forsommerferie, for det har vi i den grad haft, men den var bare alt for kort.