I går aftes, lige inden vi gik i seng, satte min Skat vores vækkeur eller rettere vores clockradio til at vække en times tid senere end normalt på en hverdag, for her til morgen kunne vi begge to sove længe, da min Skat skal fem kvarters tid senere end normalt ud af hoveddøren, fordi han skal deltage i årets julefrokost på sit arbejdet og han derfor skal med de offentlige transportmidler både til samt fra jobbet i dag.
De offentlige transportmidler skal jo lige komme i gang med at køre, før min Skat kan tage hjemmefra, og samtidigt med det, så benytter min Skat sig af, at de har flex-tid i det firma, han er ansat i. Så han skal bare være aktivt til stedet ved sit skrivebord i sit kontor i tidsrummet fra klokken 9:00 til klokken 14:00 hver af uges fem arbejdsdage og derude over må han lægge resten af uges arbejdstimer, som han vil, bare han altså husker at overholde, at han skal være på arbejdet i gennemsnit minimum 37 timer per uge.
Rent faktisk så har min Skat ikke lige frem specielt meget lyst til at spilde samt ødelægge det meste af denne fredags eftermiddag og aften på noget så totalt intetsigende samt fuldstændigt ligegyldigt som en julefrokost i arbejdsregi, men han har det princip, at han deltager cirka hvert andet år og at han undlader at deltage cirka hvert andet år samt at de år, hvor han deltager, er han en af de allerførste, der forlader selskabet, hvilket han vælger at gøre, før det bliver for vådt.
I år deltager min Skat så i årets julefrokost i arbejdsregi, fordi han i løbet af det sidste halve års tid har fået et par nye kollegaer.
Personligt har jeg det sådant med julefrokoster og alle andre former for beskæftigelsesterapi i arbejdsregi, at det er der meget godt, at der findes den form for tilbud til alle dem, der ikke er i stand til at finde ud af noget så simpelt som at beskæftige sig selv, men os, der så ikke lige har den mentale defekt, burde altså kunne blive fri for at spilde samt ødelægge vores i forvejen alt for sparsommelige fritid på den slagt totalt intetsigende og fuldstændigt ligegyldige pjat uden at skulle forklarer hvorfor, vi fravælger den slags. Jeg mener, alle dem, der deltager, skal jo ikke forklarer, hvorfor de gør det.
For både som medarbejder og kollega vil jeg altså ikke bedømmes ud fra, hvor god jeg er til at drikke mig fuld samt skabe mig tosset sammen med min chef og mine kollegaer, men derimod ud fra hvor effektiv og god jeg er til at løse samt passe mine daglige arbejdsopgaver, for det er jo trods alt det, jeg er ansat til og som jeg får min latterlige lave løn for.
