For femten år siden, da jeg boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg den artikel om Sankt Jørgens dag, jeg her vil bringe et lille udklip fra …

Drengenavnene George samt Jørgen er fordanskninger af det latinske drengenavn Georgius, der for eksempel blev til Jorge på spansk samt Göran på svensk.

Det er godt nok ikke ret meget, man ved om Georgius eller Jørgen, som han jo kom til at hedde på dansk, udover at han blev født i Kappadokien i det nuværende Tyrkiet. Senere blev han officer samt en fornem kriger i Diocletians hær, hvori han vandt stor respekt og dermed fik han indflydelse ved det kejserlige hof. Det lykkedes for Jørgen at omvende kejserinde Alexandra til kristendommen, og dette kan have været en medvirkende årsag til den hidtil temmelig tolerante kejser Diocletian, der regerede fra år 284 til år 305, indledte sin blodige forfølgelse af de kristne.

I år 303 blev Jørgen pågrebet samt torteret og til sidst blev han sammen med kejserinde Alexandra henrettet, hvilket fandt sted udenfor byen Diospolis i Palæstina. Jørgen blev derefter ophøjet til helgen.

Mange ridderordener har gjort Sankt Georgius eller på dansk Sankt Jørgen til deres skytshelgen, men det var først i begyndelsen af 1200-tallet, man begynder at få kendskab til legenden om Sankt Jørgen, som den store dragedræber.

Ifølge den middelalderlige legende reddede Sankt Jørgen, der var til hest, en hel by inklusiv en jomfru eller prinsesse fra en ondskabsfuld drage. Nogle mener, at denne jomfru eller prinsessen kan have været Den Hellige Margaretha, men det er ikke noget, man ved med sikkerhed.

Denne legende er af den kristne kirke blevet brugt som et symbol på kirkens og menneskernes kamp mod samt sejr over det onde, da dragen anset som et symbol for selveste djævelen.

I det gamle danske bondesamfund begyndte man fejringen af Sankt Jørgens dag aften før ganske lige man også gjorde samt stadigvæk gør med så mange andre af årets højtider samt mærkedage, det skete mange steder ved, at husholdningens madmor sang dette vers …

"Ridder Sankte Jørgen, du est min svend, du skal mit ærinde bortride til Kampadus den store stad imod dragen skal du stride".

Når husbonden i det gamle gamle danske bondesamfund så på Sankt Jørgens hest på sin primstav, var det nok ikke kun fromme tanker om den ædle ridder, der fyldte ham. For i første omgang er han nok mere kommet til at tænke på, at det nu var ved at være på tide at få hestene parret samt sat på græs og ifølge folkeovertroen så sætter engen græs ved Sankt Jørgen og på denne dag er hvert græsstrå så godt som et havrekorn !

Ligeledes ifølge folkeovertroen i det gamle danske bondesamfund så skal det helst ikke være for midt vejr op til Sankt Jørgens dag, for så længe frøerne kvækker før Sankt Jørgens dag, lige så længe skal de tie efter den. Da man med andre ord mente, at en varm periode før den 23. april vil blive efterfulgt af en periode med kulde.

Selv om Sankt Jørgen blev smidt ud af den katolske kirkes helgenkalender, er han pudsigt nok ikke mindst her i Norden blevet flittigt anvendt som symbol på Kristus, der sejrer over alt det onde, og han er især meget populær i Rusland, hvor han er Moskvas skytshelgen, ligesom som han blandt andet også kan findes i det russiske nationalvåben. Sankt Jørgen er for øvrigt også skytshelgen for både England, Litauen, Lod samt diverse ridderordner og spejderbevægelser.

I Danmark er flere kirker viet til Sankt Jørgen og i middelalderen påkaldte man Sankt Jørgen eller Sankt George mod spedalskhed. Den gang fandtes der udenfor mange danske byer en såkaldt Sankt Jørgens Gård eller et Sankt Jørgens Hospital. Disse to navne altså Sankt Jørgens Gård og Sankt Jørgens Hospital findes stadigvæk i flere af byerne.

Navnet Sankt Jørgen fra Sankt Jørgens Gård og Sankt Jørgens Hospital har ligeledes i tidens løb smittet af eller hvad man nu skal kalde det på mange stednavne i de aktuelle lokalområder og som et par eksempler kan nævnes Sankt Jørgensbjerg her i Roskilde og Sankt Jørgens Sø i København.