Det her indlæg er lige som samtlige andre indlæg på min blog ikke skrevet af hensyn til den eller dem, der eventuelt kan finde på at læse det, men simpelthen fordi jeg havde behov for at sætte ord på en masser følelser samt tanker, der bliver ved med at rumsteret rundt inde i mig og ved at sætte ord på dem håber jeg, at jeg kan få et bedre forhold til dem.
 
 
Den 23. marts 1950 blev min mor og far forældre til en lille dreng. Han var deres anden søn og deres fjerde barn. Helt præcist hvad der skete den dag, han blev født, har jeg aldrig kunne finde ud af, men et eller andet gik fuldstændigt helt galt og den lille dreng, der ellers var både sund og velskabt, døde nogle ganske få timer efter fødselen.

Jeg er udemærket godt klar over, at det at miste et barn helt sikkert er den allerstørste form for sorg, der kan overgå et menneske, men samtidigt med det så tillader jeg mig at mene, at det er med denne sorg lige som med alle andre former for sorg … at godt nok kommer man til at skulle leve videre med den resten af sit liv, men det er op til en selv, hvordan man frem over vil gøre det.

Nogen lære at leve med deres sorg, den bliver en del af dem, som de bærer inde i sig, og andre dyrker deres sorg, så det næsten bliver det eneste om ikke det eneste indhold i deres liv, og mine forældre valgt hver deres måde at komme videre i deres liv med sorgen over, at de havde mistet et barn.

Min far nævnte stort set aldrig Lillebror, som drengen altid er blevet omtalt som. Det havde han måske heller ikke ligefrem behov for at gøre, for min mor, der jo i hvert fald ifølge hende selv var det eneste normaltbegavet menneske, der nogensinde har levet på denne jordklode og som for øvrigt var omgivet af en flok lallende tåber, sørger for at næve ham utallige gang hver eneste dag.

Jeg indrømmer, at det må være meget hårdt samt ubærligt at miste et barn, men når man har tre levende børn i forvejen og man for øvrigt får yderligere et levende barn bagefter, behøver man vel ikke lige frem dagligt at fortælle disse fire levende børn, at de er meget mindre værd end det barn, der døde ?

Faktisk sørgede min mor – det eneste normaltbegavet menneske, der nogensinde har levet på denne jordklode og som for øvrigt var omgivet af en flok lallende tåber – for adskillige gang hver eneste dag at fortælle os – hendes fire levende børn, at hun skulle have haft kvalt os alle som en umiddelbart efter fødselen, for der ville kun komme lort ud af os, da vi ikke elskede hende. For havde vi holdt bare en lille bitte smule af hende, så havde vi valgt Lillebrors eksempel og så var vi døde !

Nu var vi der imod i live og det var vi kun fordi, vi dermed kunne gøre vores mor fortræd samt forvolde hende smerte samt sorg hver eneste dag ved ikke som minimum at føje hende – det eneste normaltbegavet menneske, der nogensinde har levet på denne jordklode og som for øvrigt var omgivet af en flok lallende tåber – 100%.

For i følge min mor – det eneste normaltbegavet menneske, der nogensinde har levet på denne jordklode og som for øvrigt var omgivet af en flok lallende tåber – var Lillebror det eneste af hendes fem børn, der nogensinde havde elsket hende.

Rent faktisk elskede Lillebror sin mor – det eneste normaltbegavet menneske, der nogensinde har levet på denne jordklode og som for øvrigt var omgivet af en flok lallende tåber – så inderligt højt, at han havde valgt at gå i døden ene og alene for hendes skyld.

For ved at død viste Lillebror, at han aldrig nogensinde ville kunne komme til at forvolde sin elskede mor – det eneste normaltbegavet menneske, der nogensinde har levet på denne jordklode og som for øvrigt var omgivet af en flok lallende tåber – anden form for smerte, sorg eller på anden måde gøre hende fortræd end den, hun ville få ved hans død.

Så er der jo os andre fire levende børn, der ifølge mor – det eneste normaltbegavet menneske, der nogensinde har levet på denne jordklode og som for øvrigt var omgivet af en flok lallende tåber – vi elskede hende jo slet ikke og vi var kun ude på at gøre hende så meget fortræd som over hovedet taget muligt. Det var jo lige præcist derfor, vi var i live, så vi kunne gøre hende fortræd samt forvolde hende smerte hver eneste dag !

Min mor – det eneste normaltbegavet menneske, der nogensinde har levet på denne jordklode og som for øvrigt var omgivet af en flok lallende tåber – mente, at det jo var, hvad man kunne forvente af de tre os, der var så uheldige at være blevet født som hunkøn. For i følge min mor så ved alle jo … at alle piger og kvinder skal stilles op af den nærmeste mur og skydes ( læs: dræbes ) med lort. For krudt er alt for godt til at blive brugt til noget så fuldstændigt værdiløst !

Så er der min storebror, han var ifølge mor – det eneste normaltbegavet menneske, der nogensinde har levet på denne jordklode og som for øvrigt var omgivet af en flok lallende tåber – endnu dårligere end os tre piger. For alle ved jo … at drengebørn skal elske samt især forgude deres mor og det gjorde han jo ikke, for havde han gjort det, var han jo død lige som Lillebror. For kun ved at død kan et barn bevise overfor sin mor, at det rent faktisk elsker hende samt at det aldrig nogensinde vil forvolde hende smerte eller sorg.

Faktisk var min mor – det eneste normaltbegavet menneske, der nogensinde har levet på denne jordklode og som for øvrigt var omgivet af en flok lallende tåber – så overbevist om, at hende fire levende børn kun var ude på at gøre hende fortræd samt forvolde hende smerte og sorg, at hun resten af sit liv var nødt til at holde os i næsten fangeskab samt overvåge os 24 timer i døgnet for at sikre sig, at hun dermed kunne minimere den skade, vi havde til hensigt at påføre hende.
 
 
Som allerede skrevet så nævnte min far stort set aldrig Lillebror, men en gang for cirka ti års tid siden fortalte far mig lidt om ham. Det skete, fordi der var kommet et girokort fra Gladsaxe Kirkegård, der skulle dække fornyelse samt pasning af Lillebrors grav de næste ti års tid.

Min far fortalte mig, at den eneste grund til han ville betale for fornyelsen samt pasningen af Lillebrors grav var, at han var så bange for, at det var hans skæbne, at han skulle have et barn på kirkegården og at han derfor var bange for, at hvis han nedlade Lillebrors grav, ville han få en grav til en af os andre.

Min far fortalte mig, at det havde været så umenneskeligt hårdt at misten et lille sundt og velskabt nyfødt barn, at han slet ikke kunne forstille sig omfanget af smerten ved at miste et af de fire børn, han havde set vokse op. Han fortalte mig, hvor hårdt det havde været for ham at stå ude i værkstedet og snedkerere en lille kiste, hvori hans lille nyfødte søn blev lagt, før kisten blev pakket ind i gamle aviser.

Efter kirkegårdskontorets normale åbningstid gik min far så hen til kirkegården, hvor han afleverede den avisindpakkede kiste med hans lille nyfødte søn til kirkegårdens graver, så den med indhold kunne blive begravet i ly af mørket. Fordi den lokal præst ikke ville begrave Lillebror og han ville slet ikke have, at Lillebror blev begravet på hans kirkegård. For drengen var jo aldrig blevet døbt og dermed var han hedning og hedninger skal ikke begraves i indviet jord !

Min far fortalte mig, at han om sommeren det samme år havde fundet en lille pæn sten i vandkanten ved stranden ved Ejby Havn, hvor mine morforældre havde et lille sommerhus, og at han havde taget denne sten med hjem, så han kunne indgravere Per, det navn Lillebror skulle havde haft, i den og derefter blev stenen lagt på Lillebrors grav. Dette skete dog ikke uden kamp, for som allerede skrevet så var Lillebror jo aldrig blevet døbt og derfor havde han ifølge den lokale præst samt menighed heller ikke et navn og han havde slet ikke lov til at have en grav eller en gravsten.
 
 
Som allerede skrevet så valgte min forældre hver deres måde at leve videre med sorgen over Lillebrors død. Min far nævnte stort set aldring Lillebror, men når han endelig gjorde det som den dag, hvor han fortalte mig om årsagen til, han blev ved med at sørger for at Lillebrors gravsted blev ved med at bestå, så var det altid med tårer i øjenkrogene.

Min mor – det eneste normaltbegavet menneske, der nogensinde har levet på denne jordklode og som for øvrigt var omgivet af en flok lallende tåber – derimod sørgede for at leve sin sorg fuldt ud, og så ledelse skulle vi alle som en inklusiv far tage specielle hensyn til hende de sidste 13-14-15 dage før den 23. i samtlige af årets tolv måneder, fordi vi jo nærmerede os års samt måneds dagen for Lillebrors død og på lige præcist den samme måde skulle vi også alle som en inklusiv far tage helt specielle hensyn til mor de første 13-14-15 dage efter den 23. i samtlige af årets tolv måneder, for nu havde det jo lige været års samt måneds dagen for Lillebrors død. Den dag hvor det eneste af mors fem børn, der nogensinde havde elsket hende, havde valgt at gå i døden for hendes skyld.

Man behøver nok ikke lige frem at være et matematisk geni for at kunne regne ud, at der så ikke lige frem var ret mange dage om året, hvor vi ikke alle sammen inklusiv far skulle tage specielle hensyn til vores mor – det eneste normaltbegavet menneske, der nogensinde har levet på denne jordklode og som for øvrigt var omgivet af en flok lallende tåber – på grund af Lillebrors død og dertil kom så, at vi – de fire levende børn – skulle føler en inderlig dyb skyldfølelse samt skam simpelthen fordi vi i modsætning til Lillebror ikke elskede vores vidunderlige dejlige samt især kærlige og omsorgsfulde mor, for havde vi holdt bare en lille bitte smule af hende, havde vi jo fulgt hans eksempel og så havde vi også været døde !

Findes der mod i grunden nogen, der kan sætte sig ind i, hvordan det føles indeni i en, når man adskillige gange dagligt får at vide, at man ikke har ret til at leve, at man skulle være død eller at ens mor – det eneste normaltbegavet menneske, der nogensinde har levet på denne jordklode og som for øvrigt var omgivet af en flok lallende tåber – burde havde haft gjort sin simpel borgerpligt og derfor skulle hun have haft kvalt en, da man var lille ?

Finders der mon i grunden nogen, der kan sætte sig ind i, hvordan det er at vokse op med inderlige skyld samt skam over, at man er i live, samtidigt med man skal udviste dyb taknemmelighed over for sin mor – det eneste normaltbegavet menneske, der nogensinde har levet på denne jordklode og som for øvrigt var omgivet af en flok lallende tåber – fordi hun ikke benyttede sig af sig simpel borgerpligt og derfor kvalte en, da man var spæd ?
 
 
Da min far døde, blev hovedparten af opgaverne i forbindelse med tømningen af det toetages rækkehus på Tvedvangen, der havde været hans hjem i næsten 44 år, overlagt til min storebror og mig. Vi har godt nok to storesøstre, men de skulle jo passe deres arbejde og i modsætning til min storebror og mig kunne de to ikke finde ud af at tage nogle ferie- eller flexdage, der kunne bruges til oprydning i samt tømning af vores barndomshjem.

Det var der som sådant ikke noget nyt i, for lige siden den dag, de to ældste var flyttet hjemmefra, hang alle de praktisk opgaver, der var i forbindelse med begge vores forældre, på de to små, som min far altid omtalte min storebror og mig som.

Derfor endte det med, at både gravstedet inde på Holmens Kirkegård, hvor vores forældre, vores morforældre samt mormors lillesøsters urne står, samt gravstedet på Gladsaxe kirkegård blev mine eller rettere det er mit navn, der står på begge gravstedsbreve og derfor dukkede der i torsdag et girokort til dækning af fornyelse samt pasning af Lillebrors grav for de næste ti år op i vores postkasse.

Jeg har gjort mig mange rigtigt mange tanke omkring, hvorvidt jeg skal betale eller jeg ikke skal betale dette girokort. Hvis min far havde pålagt mig, at jeg skulle sørger for, at Lillebrors grav skulle bestå, hvilket han så pudsigt nok aldrig nogensinde gjorde, så ville jeg bare betale de 2.816,20 kroner, det drejer sig om, men personligt føler jeg, at når far aldrig nogensinde bad mig om at sørger for den fremtidige fornyelse samt pasning af Lillebrors grav, at han dermed har lagt op til, at jeg skal traffes en beslut … skal Lillebrors grav forsætte med at eksistere eller skal den nedlægges ?

Jeg har vendt denne beslutning med mine tre søskende, mine to storesøster mener, at det er over tres år side, at Lillebror døde, samt at der ikke er mere tilbage af ham i jorden og at vi derfor godt kan nedlægge hans grav. Min storebror mener det samme, men han er dog villig til at betale halvdelen af de fremtidige omkostninger ved Lillebrors grav, fordi han ikke synes, den udgift kun skal hvile på mig.

Jeg har undersøgt det og jeg har også fået lov til at gøre det dog med et par ændringer fra min første tanke og jeg har derfor besluttet følgende … at vi ikke forny Lillebrors gravsted, men derved siger vi dog ikke: "det endelige farvel" til Lillebror. Han vil jo altid være en del af vores liv, for selv om han jo lige så lidt som os fire andre kunne gøre for, at vores mor – det eneste normaltbegavet menneske, der nogensinde har levet på denne jordklode og som for øvrigt var omgivet af en flok lallende tåber – led af adskillige ubehandlet psykiske diagnoser, så har han dog via vores mor og især hendes dyrkelse af hans død fået lov til at præge vores liv i meget høj samt især i negativ grad. Da vi jo skal leve videre med skyldfølelsen fremkaldt af, at vi i modsætning til ham ikke elskede vores mor – det eneste normaltbegavet menneske, der nogensinde har levet på denne jordklode og som for øvrigt var omgivet af en flok lallende tåber – for havde vi gjort det, havde vi også sørget for at dø umiddelbart lige efter, vi var blevet født.

Så før vi nedlægger Lillebrors gravsted, flytter vi hans gravsten – det eneste fysiske vidensbyd, der er om ham, og den vil så fremover komme til at ligge på familiegraven inde på Holmens Kirkegård. Den må dog ikke ligge sådant, at den er synlig fra stien af, da man ude fra stien af kun må kunne se gravsten med navnene på de personer, der er begravet eller hvis urne står i det pågældende gravsted. Dermed kommer Lillebrors jordiske rester til at være det samme sted som vores forældres, vores morforældres samt vores granmorsters jordiske rester og dermed har vi sørget for, at vores families afdøde er blevet samlet et sted.

Nogen vil jo nok mene, at vi ved at nedlægge Lillebrors gravsted samt flytte hans gravsten, at vi så forstyrrer hans gravfred. Personligt ser jeg det sådant … at vi bare sørger for, at han bliver genforenet med den del af hans familie, der er død, samt at han især endelige langt om længe kommer tæt på vores mor – det eneste normaltbegavet menneske, der nogensinde har levet på denne jordklode og som for øvrigt var omgivet af en flok lallende tåber.

At der meget kort skrevet kun er tale om en form for familiesammenføring.
 
 
Det er fuldt ud muligt at skrive en lille kommentar til dette indlæg og jeg har heller ikke noget imod at få at vide, hvordan andre ser på dette, men jeg forbeholder mig retten til dels ikke at besvare eventuelle kommentarer samt retten til ikke at rette mig efter dem.