Vi har besøgt Odense Zoo en gang før. Den gang var vi begge to så begejstret for det, vi så, både med hensyn til de forholde, som dyrene lever under, og de forhold, som de besøgene har, da man kommer meget tættere på dyrene i Odense Zoo, end man for eksempel gør det i Københavns Zoo, selv om forholdene er ved at blive bedre der.

🙂

Da Poul er lige så vild med dyr, som jeg er, har vi lovet ham, at han skal med os, næsten gang vi besøger Odense Zoo og det blev så i dag.

Vi stod op til næsten normal tid og vi kørte hjemmefra klokken 8:00, det vil sige, at vi hentede Poul ved 8:30 tiden og så satte vi kursen mod Odense Zoo …

… hvor vi var fremme ved cirka 10:30 tiden.

Efter vi havde fundet en god parkeringsplads til bilen samt lige fået lidt at spise, startede vi vores dag i det fynske med at købe billetter eller retter billet til Poul, da min Skat og jeg kommer gratis ind, da vi har årskort til Zoologisk Have i København.

Vi blev alle tre enige om, at vi denne gang ville følge ruten på det lille kort over Odense Zoo, som vi fik udleveret ved indgangen, og da både min Skat og jeg havde taget hver sit kamera med … ja, så kommer der her en "lille" håndfuld billeder fra vores rundtur.

🙂

Vi startede med at hilse på emuerne, der kommer fra Australien.

Emuerne kan ikke flyve, til gengæld kan de løbe meget stærkt … helt op til cirka 50 kilometer i timen. Når de skal forsvare sig, sparker de og de kan rive med deres lange kløer.

Denne emu …

… så nu meget fredelig ud, som den lå der og holdt øje med sine kyllinger …

Udrugningen og opfostringen af kyllingerne er hannens arbejde. I løbet af nogle dage lægger flere hunner deres æg i reden, som hannen har bygget. I de dage udrugningen varer, spiser hannen ofte slet ikke noget som helst og han kan derfor tabe omkring 8 kilo af sin vægt i løbet af udrugningstiden.

Der er ingen ydre forskelle på hanner og hunner. Af og til kan hannen udstøde et "e-muu", som kan høres på lang afstand. I parringstiden udstøder hunnen nogle trommelignende dybe lyde.

Så gik vi over via denne bro …

… som fører over Odense Å …

… til den store afdeling med dyr fra primært Afrika og Asien.

Det første, som møde en, for enden af broens trappe er dette par kameler …

… som også bliver kaldet for "Ørkens skibe".

Der findes to arter af kameler … den en-puklede, som kaldes for dromedar og den to-puklede, som kaldes for kameler.

Kamelen lever i tørre områder og den kan tåle, at kropstemperaturen stiger fra 34 grader op til 41 grader, uden at den sveder og dermed mister vand. Den kan klare sig i op til 14 dage helt uden vand, men så er den også tørstig og kan drikke op til 200 liter vand på en gang.

Hvis der er rigeligt med føde, ophober den fedtreserver i puklerne. Disse fedtreserver kan den så i varme perioder uden vand omdanne til lige præcist vand.

Kamelen har lange øjenvipper, små ører med masser af hår og næseborene kan lukkes. Dette er alt sammen en tilpasning for at undgå, at den får sand i øjne, ører og næse.

Det næste dyr, som man møde i afdelingen med dyr fra Asien, er den sibiriske tiger …

… som er det største medlem af kattefamilien. Hannerne kan veje op til 300 kilo og de måler op til 4 meter fra snude til halespids.

Peter havde ikke regnet med, at dette billede ville blive særligt godt, da det er taget igennem en glasrude.

🙂

Så var der noget mere liv hos rensdyrene …

… de har ligesom andre hjorte gevirer, som de smider i løbet af vinteren eller først på foråret. Hos andre hjortearter er det kun hannen, der har gevir, men hos rensdyrene har hunnen ligeledes gevir, dog er det ikke lige så stort som hannens.

Rensdyr har meget brede og store klove. De forreste klove er større end de bageste. Klovene fungerer ligesom snesko, så rensdyret ikke synker dybt ned i sneen. Både de store klove og geviret kan bruges til at skrabe sneen væk med, når de om vinteren søger efter lav, som er hovedbestanddelen af deres føde.

Kalvene bliver født om foråret, hvor der stadig er koldt på deres naturlige levested. Kalvene er relativt store og er klar til at gå med flokken allerede kun en times tid efter fødslen. Rensdyrkøer har den fedeste mælk af alle klovdyr, hvilket er en tilpasning til, at kalvene hurtigt tager på og kan klare sig under de ekstreme kolde forhold.

Samerne udnytter både skindet og kødet fra rensdyrene. I Skandinavien findes der flere tamme rensdyr, end der findes vilde rensdyr.

I Danmark levede der rensdyr i slutningen af den sidste istid for cirka 10.000 år siden, men i dag skal man højere op mod nord til det nordlige af Finland, Norge og Sverige for at møde rensdyr i naturen.

🙂

Denne dejlige store og meget naturtro træ skildpadde …

… står udenfor indgangen til tropehuset, hvor kæmpeskildpadderne fra Aldabra bor …

De eneste steder, hvor der lever kæmpeskildpadder i naturen, er på Galapagos-øerne og på Aldabra-atollen i det Indiske Ocean. Aldabra kæmpeskildpadden er verdens største landskildpadde, den kan bliver op til 120 centimeter lang og hannerne kan veje op til 250 kilo ( man har dog i nogle få tilfælde fundet hanner på op til 300 kilo ) og hunnerne kan veje op til 165 kilo.

I de sidste to århundrede har opdagelsesrejsende ganske enkelt spist flere skildpaddebestande op, og mange arter er uddøde på den måde.

🙁

Da sømændene tog skildpadderne med om bord og kunne holde dem i live i op til 2 måneder uden, at de fik mad og drikke. Således havde sømændene frisk kød på hele sejlturen.

Kæmpeskildpadder har nærmest ry for at leve ubegrænset længe. De kan i hvert fald blive gamle. Faktum er dog, at kun de færreste skildpadder bliver over hundrede år. I naturen er chancerne små for at blive så gammel, fordi vegetationen er meget tør og næringsfattig.

Skildpadder er krybdyr, som kræver varme for at kunne fordøje maden. Så i Odense Zoo er der indlagt varme i både gulvet og loftet i deres hytte.

🙂

Så bliv det tid til at hilse på nogle forskellige fugle. Først blev det Paradistranen …

… traner hører til de højeste fugle i verden med højder på mellem 90 og 150 centimeter. Paradistranen hører til de mellemstore traner.

Paradistranen og jomfrutranen er de eneste traner med fjer i hele hovedet ellers har alle andre traner bare hudpletter, desuden har andre traner rødt i hovedet enten på huden eller røde fjer.

Paradistranen får forlængede fjer på siden af hovedet i yngletiden, som signal til artsfæller om … at nu er det tid til at starte med parring og redebygning. Reden bygges i græsset. Der gøres ikke meget ud af selve redebygningen og de to æg lægges sommetider på den bare jord.

Paradistranen holder mere til på land end de øvrige tranearter, deres næb er kortere og er bedre tilpasset fødesøgning på land.

Så hilse vi på denne pelikan …

… som havde meget travlt med at pudse sig.

Pelikanerne hører til de største og tungeste flyvende fugle. De lever altid i eller meget nær vand og de spiser fisk, som fanges i den store næbpose. Når de fisker, kommer der sammen med fangsten en masse vand ind i næbposen. For ikke at sluge den store mængde vand bruges tungen. Denne kan fjerne op til 13 liter vand fra næbbet på en gang.

De har forskellige jagtteknikker … for eksempel … når en gruppe pelikaner svømmer i hesteskoformation med åbent næb, så indkredses fiskene og de har ikke mange chancer for at undslippe de store næb. Det er usædvanligt, at fugle samarbejder om deres fangst af føde, men det ses hos alle syv arter af pelikaner.

Pelikanerne er usammenlignelige med andre fugle med deres store næb og næbposen.

Så hilse vi på endnu en traneart …

… nemlig den østafrikanske krontrane.

Alle traner "danser" i parringstiden. Dette er med til at binde parrene sammen og synkroniserer yngletidspunktet. Krontranerne laver en høj trompeterende lyd, hvor den røde strubesæk pustes op og traneparret "synger" i duet. De danner par for livet eller så længe de yngler med succes. Hvis ikke der kommer æg og unger, skifter de mage.

Reden bygges som reglen på jorden og meget sjældent i træerne. Ungerne er flyvefærdige, når de er imellem 56 og 100 dage gamle.

Krontranen lever blandt andet af insekter. Somme tider kan de ses trampe i græsset, hvorved de hvirvler insekter op for derefter at snappe dem med næbbet.

Tranerne samles i grupper udenfor yngletiden og accepterer andre fuglearter i deres nærhed. Ud over ynglesæsonen har traner mange lyde for at kommunikere med hinanden … som for eksempel et alarmkald, hvis der er rovdyr i nærheden. Dette har andre arter også gavn af, så det er en fordel at være mange samlet for at undgå at blive spist.

🙂

Så gik vi ind i det andet af de to tropehuse, som man finder i Odense Zoo, denne gang var det for blandt andre at hilse på den afrikanske dværgkrokodille …

… som lå og sov under sin varmelampe.

Dværgkrokodillen er med sin maksimale længde på 190 centimeter en af de mindste krokodillearter, der findes. De største krokodiller kan opnå en længde på op til 8 meter.

Krokodillerne lægger deres æg i en sand- eller jorddynge med en temperatur på imellem 27 og 35 grader. Netop temperaturen afgør, hvorvidt hele kuldet bliver hanner eller hunner ( ved høj temperatur klækkes hanner og ved lav temperatur klækkes hunner ). Når ungerne er klækket, passer hunnen på dem, dette er en af de få krybdyrarter, som har en form for yngelpleje.

Krokodiller kan ligge helt stille meget længe. Men kig under kæben, så kan det ses, når den trækker vejret.

🙂

Udenfor igen kom vi først forbi denne hvide stork …

… før vi nåede over til denne spisende flok zebraer …

… som min Skat …

… prøvede på at få et rigtigt godt billede af ved at stille sig op på et lavt hegn.

Så gik vi ad stien langs med søen, hvor vi på afstand kunne se denne flok eropæiske flamingoer ..

… disse pelikaner …

… som pudsede sig eller sov …

… før vi kom forbi disse to gulnæbbet storke …

… som også bliver kaldt for ibis storke.

Den gulnæbbede stork søger sine byttedyr ved at gå med næbbet under vand, hvor den kan føle sig frem til fiskene. Efter regntiden er der masser af frøer, som også står på storkens menukort.

Den røde farve i hovedet er mest intens i yngletiden. Her yngler de i kolonier i træerne ofte med andre fuglearter. Der lægges 2 til 4 æg, som klækker efter cirka 30 døgn og ungerne er helt hvide og flyvefærdige efter cirka 2 måneder.

Det er nu ikke kun dyrene, som vi gik og så på, vi synes også ret godt om dette træ …

😉

Verdens største fugle …

… er strudsene. De kan ikke flyve, men derimod kan de løbe meget stærkt … helt op til 65 kilometer i timen.

Hannen skraber en fordybning i jorden, hvor op til syv hunner lægger deres æg, det bliver til cirka 15 til 60 æg i det hele. Både hannen og én af hunnerne udruger æggene. Hunstrudsen ligger om dagen …

… . da hun er brun og derfor er bedst kamufleret om dagen, medens den sorte han ruger om natten, hvor han er bedst kamufleret. Efter klækningen har man observeret, at flere strudse med unger samles i store grupper med op til 300 kyllinger. Det øger sikkerheden mod rovdyrangreb, at være mange frem for at leve i små grupper.

Et strudseæg er verdens største æg. Det vejer op til 1.500 gram og det svarer til cirka 25 almindelige hønseæg.

Trods den store størrelse er strudsens æg ikke ret stort i forhold til den voksne fugl sammenlignet med andre fugle og deres æg.

Det er en myte, at strudsen prøver at gemme sig ved at stikke hovedet i en busk, det gør den ikke !

Strudsene i Odense Zoo er farmstrudse, som ikke er en naturlige art. De er valgt ud fra deres roligere temperament end for eksempel den rødhalsede struds, hvor specielt hannerne kan være ekstremt aggressive og dermed farlige.

På turen tilbage mod afdelingen med de afrikanske pattedyr så vi både denne hvide stork …

… og disse sovende pelikaner …

… før vi mødte denne sekretærfugl …

… som absolut ikke ville står stille længe nok til at vi kunne få et godt billede af den.

🙂

Chimpanserne har et flot anlæg både udenfor …

… og indenfor …

… hvor de rigtigt har mulighed for at folde sig ud. Hvor stort, deres udendørs anlæg er, kan ses her …

Min Skat fik et godt nærbillede af denne chimpanse …

… som sad i toppen af et træ, før han gik med min ind til de afrikanske dværggeder, som man godt må klapper, han ville dog hellere prøvede på at få et godt nærbillede af en af dem …

… og det lykkedes da også til sidste …

… selv om de hellere ville klappes end stå stille og blive fotograferet.

😉

Det næste, som vi oplevede på vores rundtur i Odense Zoo, er dette vandfald …

… som man faktisk skal gå under …

… for at komme hen til løverne …

… som der ikke var ret meget liv og glade dage i lige på dette tidspunkt …

Løverne adskiller sig fra alle andre kattedyr ved, at de lever i flokke. De centrale dyr i flokken er de voksne hunner, som opfostrer ungerne og jager byttedyr, imens hannerne sørger for at gøre hunnerne drægtige og beskytte flokken mod andre hanner.

Hunnerne er alle nært beslægtede, for de er alle født i flokken, og de forbliver i flokken til deres død. Hele flokken, som bestå af bedstemødre, døtre, niecer, søstre samt tanter, lever indenfor et territorium, som i størrelse afhænger af antallet af byttedyr.

Flokkens voksne hanløver er normalt ikke i familie med hunløverne. De kan egentlig blot betragtes som gæster. Hannernes tid som mage og beskytter varer kun i cirka 2 til 3 år.

Ungerne i flokken har pletter. Dette gør, at de lettere kan skjule sig i græsset, når de voksne går på jagt.

Så nåede vi over til dværgpapegøjerne …

… der adskiller sig fra andre papegøjer ved at bygge rede inden i redehullet. De bygger reden af plantestrimler, hvorpå æggene lægges. Når ungerne er cirka 1 måned gamle, forlader de reden, men de fodres af forældrene i yderligere 2 uger, før de kan klarer sig selv.

Det engelske navn "lovebird", som oversat til dansk betyder "kærlighedsfugl" skyldes den nære samhørighed hos parrene samt den hyppighed hvormed de pudser hinandens fjer.

🙂

Så kom vi atter forbi tigerne og denne gang var den ene af dem …

… kommet udenfor for at nyde solskinnet eller også så ville den bare gerne indenfor igen så hurtigt som muligt.

Den sibiriske tiger er ved at uddø i naturen. Faktisk findes der i dag flere tigere i fangenskab end ude i naturen. Hovedårsagen til dette er, at krybskytter nedlægger tigerne for at sælge dem videre i Kina, hvor de benyttes til forskellige former for medicin, som menes at helbrede diverse sygdomme. Da man tror, at tigerens kraft overføres til den, der indtager dele fra tigeren.

Odense Zoo deltager i et avlsprogram for at sikre en sund bestand af blandt andet den sibiriske tiger. Dette betyder, at afkom fra Odense Zoo sendes videre til andre zoologiske haver, hvor man har sikret sig, at tigerne ikke er i for tæt familie med hinanden.

Så gik vi atter over broen, som fører over Odense Å, for at komme videre i afdelingen med de asiatisk dyr, hvor det næste dyr, som vi mødte, var denne røde panda …

… som var mere eller mindre "smidt" ovenpå en gren.

Selv om den røde panda er meget mindre end kæmpepandaen, er de faktisk i familie med hinanden. Et af deres fælles træk er en tommel-lignende finger, som gør dem i stand til at håndtere føde.

Ligesom kæmpepandaen og isbjørnen har den røde panda hår på trædepuderne, således at den bedre kan holde varmen og ikke glider så let på den frosne jord. Lokalbefolkningen i pandaens hjemland benytter dens pels til huer og halehårene til pensler.

Pandaen er skumrings- og nat aktiv, så hvis pandaen i Zoo ligger i et træ og sover, er det fordi, den har været aktiv hele natten.

Pandaens meget brede hoved skyldes de flade kindtænder, som er en tilpasning til at kunne knuse de hårde bambus, som den elsker at spise.

Så var der lidt mere liv i næsebjørnen …

… næsebjørnene lever sammen i grupper med hunner og unger, imens hannerne lever alene bortset fra i parringstiden.

De er aktive det meste af dagen, hvor de i grupper på cirka 5 til 30 individer søger føde. De har mange forskellige lyde for at holde kontakt med hinanden og for at advare hinanden mod fjender. Når dyrene jages, søger de op i træerne, hvor de også sover.

Næsebjørnen anvender snuden til at rode op i bladlagene samt i jorden for at lede efter små hvirvelløse dyr og deres lange kløer er gode redskaber til at grave ned i smågnaveres huler.

Inden for de sidste ti år er det blevet meget populært at holde næsebjørne, vaskebjørne og andre små rovdyr som kæledyr, men dette er en meget dårlig idé. Dyrene vil i visse situationer udvise naturlig adfærd og i langt større udstrækning end for eksempel hunde, hvor man har fremavlet de gode egenskaber, som passer til en tæt relation til mennesker.

Hos næsebjørnene vil hannen vise territorial adfærd, det vil sige, den vil angribe indtrængere i hans område. På den måde får man ofte dårlige oplevelser og vælger måske desværre derfor at aflive bjørnen.

Vi var efterhånden blevet både sultne og tørstige, så vi købte lidt at spise og drikke og satte os på en bænk ved siden af æslerne for at nyde det købte. Det så nu ud som om, at æslerne …

… også holdt om ikke frokostpause så i hvert fald en eller anden form for pause.

😉

Tamæslet stammer sandsynligvis fra det afrikanske vildæsel. Æsler er meget udholdende dyr, som tåler høje temperaturer uden at svede, det vil sige, at de ikke mister vand. Derfor kan de ( ligesom kamelen ) undvære vand i flere døgn. Dette er en tilpasning til livet i ørknen og noget man udnytter i næsten alle de varme egne i verden. Her anvendes æsler som arbejdsdyr, hvor man dels rider på dem og dels laster dem med varer og på den måde bruger æsler som transportdyr.

Man siger … at æsler er stædige. Dette kan forklares ved, at hvis æslet er lastet for meget, så vil den ikke gå og det kan man vel godt forstå, eller …

Æsler ligner heste meget. Æsler og heste kan godt parre sig og få føl. Disse kaldes muldyr og mulæsel.

Så var det blevet tid til at komme ind til de små dødningehovedaber …

… som lever i trækronerne i den sydamerikanske regnskov i store flokke på cirka 40 til 50 individer og nogle gange helt op til 200.

For at afmærke territoriet overfor andre grupper, tisser de ofte på hænder og fødder for på den måde at efterlade spor på grenene.

I brunstperioden oprettes et hierarki. De voksne hanners pels stritter, så de fylder mest muligt og kan virke skræmmende på rivaler. Der kæmpes om hunnerne og de stærkeste hanner parrer sig med hunnerne.

Ungerne klynger sig til moderens ryg og ikke maven, som de fleste andre aber. Når flokken søger føde i dagtimerne, splitter de op i små grupper bestående af for eksempel hunner med unger, ungdyr og så videre. De kommunikerer med meget høje lyde, nogle af disse lyde er så høje, at mennesker ikke kan høre dem, da de er såkaldte ultrasoniske lyde. Lydene skræmmer smådyr op, som så kan fanges og ædes.

Det engelske navn "squirrelmonkey" henviser til dødningehovedabens lighed med et egern. Det danske navn dødningehovedabe kommer af aftegningen i ansigtet, som ligner et dødningehoved, nogle mener dog, at det ser ud som om, at den har dyppet snuden i solbærmarmelade.

🙂

Udenfor igen blev min Skat så modig, at han skulle hen at klappe denne krokodille …

… på snuden, før vi forsatte hen til alpacaerne …

… som hører til familien af kameler, hvoraf der er to slægter … den ene er de store kameler med pukler, den anden er slægten af lamaer, hvor af der findes to arter og to såkaldte domesticerede former – altså husdyr. I lamaslægten hedder de to oprindelige vilde arter guanaco og vicuña og de to tamformer hedder lama og alpaca.

Alpacaer og lamaer har været vigtige husdyr i over 4.000 år. Lamaer anvendes som lastdyr, medens alpacaernes uld anvendes til beklædning.

Ulden er ekstrem fin og jo længere tid, der går imellem klipningerne jo tyndere er hvert hår. Det spindes i en tynd tråd og er fantastisk varmt og rigtigt lækker at strikke af. Indianerne, som holder alpacaer, kan sortere de forskellige kvaliteter i syv forskellige klasser. De klipper dem med en kniv og kan få cirka 3 til 8 kilo uld per dyr hvert andet år.

Alpacaer holdes i grupper inddelt i alder, køn og anvendelse. Når alapacaerne har tjent som "uldproducenter" i cirka syv år slagtes og spises de. Indianerne lader dem græsse frit i dagtimerne og driver dem ind i folde om natten, de holdes aldrig i stalde.

Når alpacaen er meget gal, lægger den ørerne helt tilbage og spytter. Spyttet er opgylpet, tygget maveindhold og den kan ramme meget præcist inden for en afstand af op til 10 meter. Dette bruges som en trussel, især når to rivaler slås, men også overfor andre dyrearter som for eksempel mennesker.

🙂

Sammen med alpacaerne går der nogle få nanduer …

… de er ikke i familie med de afrikanske strudse, selvom de minder meget om dem. For eksempel er det en fugl, som ikke kan flyve, men derimod kan den løbe meget stærkt, hvis den bliver skræmt. Den kan forsvare sig ved at sprede vingerne ud, hvorpå der er nogle store sporer.

Nanduer finder sammen i grupper i yngletiden med en han, som parrer sig med flere hunner. Efter parringen leder han hunnerne til en rede, som han har bygget på jorden. Her vil hunnerne komme i flok med et par dages mellemrum i løbet af nogle uger og lægge æg. Når de har lagt deres æg, forlader de hannen og lader ham udruge æggene alene, hvorefter de opsøger andre hanner. Æggene klækker efter cirka 35 til 40 dage, og hannen passer ungerne til de er cirka et halvt år gamle.

Hannens lyd i yngletiden lyder som "nan-du" og det er derfor, de har fået det navn.

Hannen får en mørk krave nederst på halsen i yngletiden og han er en smule større end hunnen.

Om det var en han eller en hun …

… som kom helt hen til mig, fandt jeg aldrig ud af, men den ville gerne aes på næbbet, så det blev den, før vi gik videre i afdelingen med husdyr, hvor det næste, som vi hilse på, var denne dovne – måske trætte – flok Shetlandske ponyer …

… heste findes stort set overalt, hvor der også findes mennesket. Forvildede bestande forekommer på græssletter i alle verdensdele. Mange lever i flokke, hvor hingsten er leder. Hvis flokken bliver truet, forsvarer hingsten sin flok. De kan også leve i ungflokke, der består af unge hingste eller unge hopper. Det er en stor fordel at leve i flok, fordi der er flere til at finde føde og til at holde vagt.

Heste er gode til at se langt bagud, fordi øjnene sidder på siden af hovedet. I naturen er det godt at kunne se, om der kommer en fjende bagfra. De har en rigtigt god lugtesans til at finde frem til både græs og vand.

Når man ser på hestene, vil man opdage, at de bevæger ørerne en stor del af tiden. De kan dreje deres ører i forskellige retninger. Hvis de for eksempel er sure, lægger de ørerne fladt tilbage, så skal man lade dem være i fred, ellers kan de finde på at bide. Når de hilser på nogen, er ørerne fremadrettede og hvis de lytter drejes ørerne.

Ved siden af folden med Shetlandske ponyerne er der en fold med dværgzebuer …

… som er en indisk ko. Dværgzebuen er, som navnet siger, ikke særlig stor og den måler kun cirka en meter i skulderhøjde. Zebuer er karakteriseret ved at have en fedtpukkel på ryggen og sommetider har den to pukler.

For cirka 2.000 år siden blev racen spredt fra Indien til andre verdensdele, hvor man blandede dem op med andre kvægracer. Zebuen er tolerant overfor varmt klima og er delvis resistent overfor for eksempel kvægpest. Til gengæld er kødet fra zebuen ikke af særlig god kvalitet. Man fandt dog ud af, at hvis man avlede på zebuen sammen med godt kødkvæg, så gav det flere fordele i for eksempel ekstrem varme områder som Afrika og bedre kød end fra den rene zeburace.

I Nordamerika har man oprindeligt blandet zebuer med øvrige kvægracer og anvender tyrene til rodeo.

Inde i dette stråtækte bindingsværks bondehus …

… hvor en skulptur af H. C. Andersens figur Klodshans rider foran, er der blandt andet kaniner …

… den bedste måde, at holde de andre væk fra maden på, er ved selv at sidde oppe i madskålen.

😉

Vi kom forbi flokken af svinehalemakaker, som også bliver kaldt for svinehaleaber …

… de har fået deres navn på grund af deres lille hale, som er højt løftet og somme tider krøllet.

Svinehaleaber lever i flokke med op til 50 individer. Der er en dominerende han i gruppen, som alle de øvrige aber respekterer. I naturen lever de i regnskoven, hvor de søger føde dels i træerne og dels på jorden.

Når hunnen er i brunst, det vil sige, den er klare til parring, svulmer dens bagdel op og er meget rød.

I deres hjemland kan man træne svinehaleaber til at høste kokosnødder. Aben sendes op i kokospalmen, hvor den løsner kokosnødderne og smider dem ned til dens ejer.

Så gik vi ind i afdelingen med de sydamerikanske dyr …

… hvor vi allerførst hilse på lavlandstapir parret og deres unge …

… som blev født i april i år.

Tapirens afrundede krop samt dens korte ben gør den velegnet til at leve i den tætte regnskov, hvor den uden store problemer kan mase sig igennem den tætte vegetation. Den er god til at svømme og opholder sig gerne i vand. En af dens måder til at afmærke sit territoriet på er at afsætte afføring i vandet og på den måde bringe det vidt omkring.

De er udstyret med en kort snabel og de har en god lugtesans, som de blandt andet bruger til at finde føde, opsøge artsfæller og til at finde ud af, om der er rovdyr i nærheden. De opholder sig gerne i vand, hvor de er godt beskyttet mod fjender som for eksempel jaguarer og pumaer.

Ungerne af alle fire arter af tapirer er ens ved fødslen og cirka det næste halve års tid frem, hvor de er plettede og stribede, hvilket giver dem en rigtigt god camouflage.

Tapiren har ikke ændret væsentligt udseende i over 50 millioner år. Dette er bemærkelsesværdigt, idet for eksempel nutidsmennesket kun har set ud, som vi gør i dag, i cirka 100.000 år.

Tapirens nærmeste slægtninge er næsehornet. Mange gætter på, at det er myreslugeren, men tapiren er slet ikke i familie med denne.

Tapirfamilien går næste frit rundt, der er kun en lav stenmur, som adskiller dem og de besøgende. På denne stenmur sad der en lille flok inka terner …

… som er umiskendelig med deres mørke fjerdragt, de hvide fjertotter på siden af hovedet, de hvide kantfjer på vingerne og det knaldrøde næb og de lige så knaldrøde fødder.

Alle fuglene i den sydamerikanske afdelingen flyver frit rundt, hvilket gør det lidt – for ikke at skrive næsten umuligt – at få et godt billede af dem …

… som det kan ses på de to overforstående billeder, hvor jeg prøvede på at fotografere en flok røde ibiser. Så gik det bedre med at få et godt billede af denne flok rødfodet skovskildpadde …

… som lå ved vandkanten og nyd livet samme med et par rødskuldret ænder lige ved indgangen til det store hus, hvor vi blandt andre hilse på søkøerne …

… en søko kan æde op til 10 procent af sin egen vægt om dagen og den er et helt specielt dyr, da den slet ikke er i familie med andre vandlevende pattedyr. Den er det eneste af de vandlevende pattedyr, som udelukkende æder planter. Søkoens nærmeste slægtninge er elefanten. De har nogle få fælles træk såsom hud, negle samt tænder og derudover er der ingen dyr som søkoen.

Søkøer deles op i to familier … manater og dygonger. Dem, som man kan se Odense Zoo, hører til manater, de lever ved kyster og i floder i det tropiske og subtropiske Nord- og Sydamerika. Dygonger lever ved asiatiske og australske kyster.

De har en rigtigt god hørelse og de kommunikerer med lyde til hinanden, specielt kan dette høres mellem kalv og mor.

Selvom manater ses lege med hinanden, er der ingen faste sociale bånd imellem dem ud over bindingen mellem mor og kalv, hvilket kan vare op til cirka 2 år.

Nu er det ikke kun søkøer, som man kan se inde i dette tropehus, der er for eksempel også gyldenhovedet løvetamariner …

… som hører til gruppen "silkeaber", hvor løveaben er den største. Dværgsilkeaben, som også kan ses i tropehuset i Odense Zoo er den mindste, hanner og hunner ser ens ud. Man kan også være så heldig, at man får øje på dette totået dovendyr …

… der er et pattedyr, som tilbringer det meste af sin tid i træerne. Man ser den ofte hængende i de lange seglformede kløer i grenene med ryggen nedad. Armene er længere end benene, hvilket er medvirkende til, at den ikke kan gå eller stå som de fleste andre pattedyr.

En meget sjælden gang imellem kan man se den svømme, så hvis du skulle komme til ser den sammen med søkøerne i vandet en dag, er det noget helt specielt.

I regntiden får dovendyrets pels ofte et grønligt skær af alger, som vokser på pelsen. Dette får den til at ligne bladene og det forstærker derved dens chancer for ikke at blive opdaget af dens fjender som for eksempel jaguaren.

Som navnet siger, er der ikke meget bevægelse i et dovendyr, og når den bevæger sig, foregår det i et meget langsomt tempo, som er cirka 0,14 kilometer i timen, hvilket svare til cirka 2 meter per minut.

Denne lave hastighed er en godt beskyttelse mod fjender, da langsomme bevægelser kan være svære at få øje på og den er ubevægelig i op til 18 timer i døgnet, hvor den døser og sover.

🙂

Med hensyn til hvad vi oplevede i den næste del af tropehuset, så vil jeg lade billederne tale for sig selv …

… da jeg synes, at dette er så fantastik flot fremstillet, at jeg helt mangler ord til at beskrive det. Det sammen gælder den måde, hvor på pingvinflokken lever …

Udenfor i varmen igen henholdsvis lå og sad disse to søløver …

… og nød solen, imens denne søløve …

… svømmede rundt og viste os, hvor god en svømmer den er.

🙂

Vi skulle lige op at stå på broen over Odense Å, så vi kunne få nogle gode billeder af udsigten over åen fra begge sider af …

… før vi gik hen til puduerne …

… som er verdens mindste ægte hjort. Cervidaen, som også bliver kaldet for dværghjorten, er godt nok endnu mindre, men den hører til en anden familie, som kaldes for tragulidae.

Puduer lever i regnskovene i den sydlige del af Andelsbjergene. Hannerne har små uforgrenede gevirer, som er cirka 8 centimeter høje, de smides en gang om året og vokser ud på ny ligesom hos andre hjorte.

Man ved ikke ret meget om puduens levevis i naturen, fordi den er så lille og levestedet er så ufremkommeligt. En betydelig del af regnskovene er ryddet og puduen er en truet hjort.

Den brunhalsede kænguru …

… lå og slappede af i solskinnet.

I Australien spiller den samme rolle, som rådyret gør det i Europa. Da den kommer fra et klima, som minder meget om vores, trives den derfor godt her.

Den lange stærke hale fungerer som støtte, når kænguruen springer.

Kænguruer er såkaldte pungdyr, hvor hunnerne har en pung til at bære ungen i. De føder en meget lille unge ( den er nærmest kun et foster og den vejer kun cirka et gram ved fødslen ) som kravler op i pungen. Her hæfter den sig fast til en dievorte og færdigudvikler sig i løbet af nogle måneder.

Så var der noget mere liv hos præriehundene …

… hvor imod denne nymfeparakit …

… lignede en, som absolut ikke ville forstyrres.

Den oprindelige farve på nymfeparakitter er grå. Gennem forædling er der blandt mange forskellige farvevarianter fremkommet den "sølvfarvede" og den hvide albino. Hannerne har citrongult hoved og sort hale. Hunnerne har gule striber på undersiden af halen.

Nymfeparakitter yngler i hule træstammer. Hvis der er plads nok, kan andre parakitter og kakaduer også yngle i hulen. I modsætning til andre parakitter ruger både hannen og hunnen på æggene hos nymfeparakitten. Hannen ruger om dagen og hunnen om natten, hvor hannen holder vagt omkring reden. Se det kalder jeg for arbejdsfordeling.

🙂

Så nåede vi til de højeste landlevende dyr i hele verden …

… de er tilpasset til at søge føde højt oppe i trækronerne. De æder akacie-blade, som de ribber af med tungen og læberne. Den tykke hud og de mange hår på mulen gør, at den ikke stikker sig på de lange torne.

Giraffer lever i løse flokke, det vil sige, at de følges ikke med de samme individer rundt på savannen. Fordelen ved at være i flok er, at der er mange om at holde øje med fjender som for eksempel løver.

Girafferne lever på den afrikanske savanne syd for Sahara, hvor der er det største antal af store pattedyr i hele verden. Grunden til dette er, at vækstbetingelserne for planter er optimale samt at mange forskellige dyr kan udnytte hver deres del af planterne. På den måde kan flere forskellige dyr leve i samme område.

Desværre bliver savannens dyr mere og mere trængt af mennesker og deres husdyr, som afgræsser store områder, fordi tamkvæget udnytter græsset dårligere end de vilde dyr gør. Men der skal en væsentlig kulturel ændring til, at udnytte de vilde dyr i stedet for at holde tamkvæg, selvom det på lang sigt ville være meget bedre både for mennesker og for de vilde dyr.

Hvad er det nu, at man plejer at siger om græsset på den anden siden af plankeværket ? …

Så var klokken næsten nået at blive 17:30 og efter en lang, men også en særligt god dag i Odense Zoo satte vi atter kursen først mod Herlev for at køre Poul hjem og derefter mod Roskilde.

Jeg er dog overbevist om, at vi nok alle tre kommer til at tage en tur til Odense Zoo en anden gang, for det har virkeligt været en god oplevelse for os.

🙂

Man kan læse og se mere om Odense Zoo på dens hjemmeside www.odensezoo.dk

Peter har også skrevet om vores tur til Odense Zoo og man kan se de billeder, som han har taget under vores tur her.