I dag besluttede vi, at vi ville besøge Roskilde Kloster, hvor man kun kan komme ind, når der er rundvisning og da der ikke er det ret mange gange om året, så har det været lidt svært for os at komme til at deltage i en rundvisning, men som allerede skrevet i dag blev det så endeligt til noget.

🙂

Da vi ikke måtte fotografere indendørs, må I nøjes med nogle billeder, som Peter har taget udendørs en sommerdag, hvor solen skinnede fra en høj klar blå himmel.

Hovedindgangen til Roskilde Kloster ligger i Sankt Peders Stræde 8 I Roskilde …

… men vi kom til at tage den lille indgangsport, som ligger ved Klosterstien …

Roskilde Kloster ligger på en historisk grund, da man allerede fra 1200-tallet har kendskab til stedets historie, da der her lå et kloster for Dominikanerne eller "Sortebrødrene", som de ofte kaldes i Danmark. De var såkaldte prædikebrødre eller prædikemunke.

Sortbrødrene kom til Roskilde i 1231 og det samme år påbegyndte man byggeriet af et kloster, som stod færdigt i 1254.

Den første leder af Sortebrødreklostret var også leder for alle Sortebrødre i Danic, som på den tid omfattede Danmark, Norge og Sverige. På en gravsten, som blev fundet på klostertomten i 1670, stod der: "Her ligger begravet Broder Rane, den første Provincialprior over prædikebrødrene i Dacia, fordum Dekan i Roskilde".

Sortebrødrenes kirke blev flittigt besøgt af Roskildes borgere, da gudstjenesten blev forrettet på dansk og ikke på latin som i Roskilde Domkirke, men det var dog ikke tilladt enhver at komme ind i klosterkirken, da kvinder, røvere og andet skarnsfolk blev forment adgang til klostrets område.

Sortebrødrene virkede i Roskilde i cirka 300 år, men efter Reformationens indførelse i 1536, blev det bestemt, at klostret sammen med de øvrige klostre i Roskilde skulle nedlægges. I september 1537 modtog den sidste prior Hans Nielsen kongens kvittering for aflevering af klostret med tilhørende kirke.

Efter en skænderrigsdag i København i 1536, hvor kirken ikke var repræsenteret, blev alle landets biskopper sat i fængsel. Christian den 3. udsendte den 2. september 1537 en kirkeordonnans på latin, hvor i kongen befalede samtlige katolske klostre nedlagt og nøglen drejet om i alle landets kirker.

Kirkegodset blev inddraget og den lutheranske kirke samt skole og fattigvæsen blev underlagt kronen. I 1557 gav kongen magistraten i Roskilde ordre til på kongens bekostning at lade både klostret og dets kirke nedbryde. Tømmer og sten blev opbevaret på grunden, ind til det blev solgt og brugt blandt andet til udvidelse af hovedbygningen på Selsø Slot samt Aastrup Herregård.

I 1565 skænkede Frederik den 2. grunden, hvor på klostret en gang havde ligget, til lensmand Mogens Godske. Efter alt at dømme er en betydelig del af Sortebrødreklostrets munkesten og tømmer blevet anvendt til opførelsen af Sortebrødregaard – en mindre herregård – som Mogens Godske lod opføre på klostrets grund. Denne herregård står den dag i dag som Roskildes Klosters hovedbygning og den er faktiske byens ældste beboede hus. De mange forhakkede kanter på bygningen munkesten viser, at det ikke er første gang, de sidder i en mur.

Sortebrødregaard er opført i gotisk-renæssance stil med de for nordiske gotik karakteristiske trappegavle og blændinger. Bygningen er ikke blevet til på en gang. Midterfløjen med gavlkviste ud mod gården er ældst, sidefløjene er føjet til senere. Vinduerne er ikke de oprindelige, men de er sandsynligvis blevet ændret i forbindelse med, at herregården blev ombygget til et jomfrukloster.

Sortebrødregaard skiftede ejer flere gange, lige indtil den i 1698 blev opkøbt af "tvende danske Heltes Enker", som det hedder i et meget gammelt vers. Disse enker var fru Berte Skeel, som var enke efter generalløjtnant Niels Rosenkrantz og fru Margrethe Ulfeld, som var enke efter generaladmiral Niels Iuel.

Sortebrødregaard blev opkøbt for at oprette et protestantisk jomfrukloster for døtre af adelsmænd. Statutterne for Roskilde Adelige Jomfrukloster er dateret den 19. marts 1699 og de blev underskrevet af Christian den 5. den 18. april det samme år, denne dag regnes derfor for klostrets stiftelsesdag.

🙂

Klostrets øverste ledelse bestod af to patroner eller patronesser. Til at begynde med beklædte de to skifterinder disse hverv og det er stadigvæk deres efterkommere af slægterne Iuel og Skeel, som er medlemmer af klostrets direktion.

Klostret skulle huse en priorinde og 18 senere 20 jomfruer, betegnelsen jomfru blev dog senere ændret til konventualinde. Døtre af mænd af den danske sadel samt de tre højeste rangklasser i samfundet kunne blive optaget i klostret. For at bo på klostret skulle der betales 2.000 rigsdaler og for at blive optaget på ventelisten til klostret skulle der betales 300 rigsdaler. Der var dog en form for søskenderabat, for indskrev man to døtre kostede det 500 rigsdaler og indskrev man tre døtre kostede 600 rigsdaler. Jeg vil så lige her nævne, at på dette tidspunkt kostede en ko cirka 3 rigsdaler, så man lige får en fornemmelse af, hvor dyrt det var at få sine døtre indskrevet her.

Priorinden førte tilsyn med jomfruerne, som skulle føre et gudeligt liv og holdes til læsning, skrivning og andet sømmeligt arbejde. Jomfruerne måtte ikke på noget tidspunkt være ledige. Priorinden førte tilsyn med regnskab over husholdningen.

Ingen jomfru, som var berygtet, måtte indtages i klostret og jomfruerne skulle selv medbringe deres bohave. Alle jomfruerne skulle spise samme med priorinden. To jomfruer skulle dele et kammer med en seng og de skulle enes om at dele en kammerjomfru.

Der var også nøje regler for jomfruerne påklædning … til dagligt skulle de gå i sort, uldent tøj, men de havde dog lov til at slide deres søndagsklæder helt op, når de ikke længere kunne bruges til finere brug.

🙂

En klosterjomfru måtte godt indgå ægteskab med en person af hendes stand eller derover, men giftede hun sig under sin stand, mistede hun alle sine ejendele og sin eventuelle formue. Ved jomfruerne død tilfaldt alle deres løsøre og en tienden del af deres formue til klostret.

Jomfruerne måtte ikke uden priorindens tilladelse være borte fra klostret og de måtte ikke modtage breve eller bud uden hendes vidende. Hvis en jomfru var opsætsig eller på anden måde modvillig mod priorinden, blev hun straffet først to gang med en pengebøde og hvis dette ikke hjælp, blev hun tredje gang bortvis fra klostre.

Hvis en jomfru imod forhåbning skulle være løsagtigt, ville hun "blive straffe i højeste Måder og uden al Nåde indsættes hun i Spindehuset, der er forblive hendes Livstid og alle hendes Midler skal tilfalde Klostre".

En forvalter skulle tage sig af klostrets gods og økonomi, men da klostret ikke mere driver landbrug er klosterforvalteren i dag en pensioneret officer fra forsvaret.

Af økonomiske grunde blev Roskilde Adelige Jomfrukloster i 1974 sammenlagt med Odense Adelige Jomfrukloster, som blev stiftet af Karen Brahe i 1716. Efter en ændring af vedtægterne i 1974 fremstår herefter Roskilde Kloster stadig som en selvejende institution, der ikke modtager nogen som helst form for støtte fra det offentlige. Eksempelvis kan det nævnes, at klosterkirken, der er offentlig tilgængelig ved gudstjenester, ingen økonomisk støtte får fra kirkelige myndigheder.

I dag kan stort set alle enlige både kvinder og mænd efter ansøgning nu optages som beboer på klostret, men vi fik oplyst, at der kun er ni boliger og cirka 100 personer på ventelisten og at der ikke er nogen som helst form for hjælp at får, hvis man ikke kan klare det hele selv.

Man kan læse mere om Roskilde Kloster på www.roskildekloster.dk.

Peter har også skrevet om vores tur rundt på Roskilde Kloster og man kan se de billeder, som han har taget af det her.