Dagsarkiv: torsdag, 29. juni 2006, 16:10

Roskilde Festivalen 1. dag


Oplevelser.

Så er min Skat lige gået alene over for at se Gun`N`Roses på Orange Scene, da jeg "hygger" mig med migræne og har gjort det det meste af dagen, kunne jeg ikke klare at gå med derover.

🙁

Hvorfor kommer de anfald altid, når jeg har mindst tid og lyst til dem ?

😕

I formiddag var vi en tur på Lejre Museum, som ligger i Gamle Lejre og åbnede i september 2005.

Vi havde læst i Roskilde Festivalens program for 2006, at der ville være gratis adgang, hvis man viste sit festivalsarmbånd, der havde nu også være gratis adgang, hvis vi ikke havde gjort det, for det koster ikke noget at komme ind derude. Så ja … der føler vi os lidt ført bag lyset.

Lejre Museum belyser Gamle Lejres særlige betydning for dansk historie og Lejreområdets historie fra oldtiden frem til nutiden.

Kunstnerne Maja Lisa Engelhardt og Peter Brandes har været med til at skabe udstilling og deres kunstværker indgår som en naturlig del i museets rum.

Museet er bygget op sådant, at der i Østlænge er en udstilling om jernalderen og vikingetiden, hvor man blandt andet kan se smykker og og ting, som har relation til virketidens gudetro samt læse om myterne om lejrekongerne og i Norlængen er der en udstilling om den nyere tid, hvor man blandt andet kan se Byhornene, der markere overgangen fra det gamle landbosamfund til 1800-tallet byliv, hvor Lejresagnene dannede afsæt for en ny glansperiode for Lejre i demokratiets og nationalfølelsens tjeneste.

Havde vi haft god tid, havde vejret været bedre – det småregnede – og havde jeg haft det bedre, havde vi afsluttet besøget med en gåtur i det historiske område og nydt naturen ved Lejre Museum og dermed tror jeg også, at vi havde fået meget mere ud af vores besøg.

Man kan læse mere om Lejre Museum på dets hjemmeside www.lejremuseum.dk.