For femten år siden, da jeg boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg den artikel om Pinsedag, jeg her vil bringe et lille udklip fra …

Det er ved at være en meget gammel tradition, at Solen skal danse pinsemorgen altså om morgen første pinsedag, da den med meget stor sandsynligvis stammer fra midten af 1800-tallet.

På den tid var der flere beretninger og ikke mindst fra de borgerlige miljøer, der fortalte, at man pinsemorgen skulle ud for at se Solen danse. En af de ældste vidnesbyrd findes i Vilhelm Bergsøes bog "Fra den gamle fabrik", der udkom i 1869.

En ældre forestilling knytter sig dog imidlertid til påskesolen. I store dele af Europa og altså også i Danmark mente man, at Solen dansede påskemorgen, fordi den var så lykkelig over, Jesus var genopstanden, men den holder vis nok ikke i længden.

Indtil 1845 havde alle borgere i Danmark pligt til at gå i kirke på de kirkelige helligdage. Siden blev denne lovgivning dog til al held lidt efter lidt lempet mere og mere, og i dag er det heldigvis helt frivilligt, om man vil misbruge samt spilde sin tid med at gå i kirke.

Men tilbage til de så kaldte gode gamle dage for måske var det med at feste tidligt om morgenen bare en rigtigt god måde at omgå helligdags lovgivningen, hvori det nemlig tidligere hed, at alle offentlige forlystelser ikke måtte afholdes efter klokken seks første pinsedag, men hvis man nu festede inden klokken seks om morgen og med det påskud, at man ville se Solen stå op, så var det jo rent faktisk fuldt ud legalt samt tilladt.

I det gamle danske bondesamfund red landsbyens karle pinsedag fra gård til gård og hvert sted, de besøgte, sang de følgende …

Nu ønsker vi eder en pinsefest
fryde eder I unge folk,
den herr Jesus vær jer gæst
fryder eder I gamle og,
vi har en kurv både stor og vi'
der kan gå syv ol ( = 560 ) æg deri.

… og man forsatte med flere vers, der ligeledes fortalte om de andre kurve, karlene havde medbragt, til henholdsvis drikkevarer, flæsk, smør samt ost. Som udgangspunkt havde karlene også en pung med og den var så stor, at der var plads til 100 daler deri. Det sidste samt afsluttende vers lød …

Og vi har ikke smagt en brændevinstår
siden vi kom fra eders nabos gård !