Jeg har lovet Poul, at jeg ringer til ham hver altså hver eneste af årets 365 eller 366 morgner klokken lige præcist 7:00, så jeg kan vække ham, så han kan komme op samt få sin morgenmedicin, og det gjorde jeg også i dag, men han tog ikke telefonen hverken første gang, anden gang, tredje gang, fjerde gang, femte gang, sjette gang, syvende gang, ottende gang, niende gang eller tiende gang. Her begyndte min dumme indre uro for alvor at gøre mig opmærksom på, at noget jo nok ikke helt var, som det skulle være, så imens jeg ringede til Poul for elvte gang, tolvte gang, trettende gang, fjortende gang samt femtende gang, overvejede jeg, om jeg kunne tillade mig at ringe til hans nabo, for hvis Poul ikke have taget sin telefon, da jeg ringede til ham for sekstende gang, så have jeg ringet til hans nabo samt bedt dem om at prøve på at komme i kontakte med ham og havde de ikke kunne det, så var jeg taget ind til ham med det sammen.

Lige nu er jeg bare noget så forbandet lettet over, at det endelig langt om længe lykkedes for mig at få fat på Poul og selvfølgelig kan han ikke gøre for, at han var kommet til at lægge sig på sit højre øre samt at han er næsten helt døv på det venstre øre, men måske skulle han så lade være med at skrue ned for sin telefons ringetones lydstyrke, når han går i seng.

Og så ville jeg ønske, at min dumme indre uro ikke så hurtigt putter mig i allerhøjeste alarmberedskab, men jeg har bare så frygtelig mange gang fundet en af dem, jeg holdt af, hjælpeløse, ilde tilredt eller dødende og selv om jeg jo godt ved, at jeg ikke får lov til at beholde Poul evigt, så vil jeg gøre alt for at holde ham i live, så længe han har sin livsglæde i behold.