Dette bliver ind til videre et billedløst indslag, da vi heller ikke denne gang havde taget kamaret med.

Så er vi lige kommet hjem efter denne sommers fjerde og sidste byvandring her i Roskilde.

Denne gang tog bibliotekar, forfatter og lokalhistoriker Lotte Fang-Borup os med på en lille hyggelig gåtur fra Røde Port via Algade til Stændertorvet. Vi hørte om forskellige tids-epoker i Roskildes historier og vi så ting, som man nomalt, når man færdes i byen på egen hånd, ikke vil lægge mærke til.

Som sagt så gik turen fra Røde Port, hvor vi møttes klokken 19:00 på pakeringspladsen uden for byen.

I 1847 fik Danmark sin første jernbane på strækningen fra København til Roskilde. Da man skulle lede togtrafikken så langt ind i Roskildes bymidte som muligt, var man nød til at lede den via en bro hen over den store indfaldsvej fra København til Roskilde.

Opringeligt var broen / porten grå, det var først senere, den fik den røde farve, som den har i dag. Det sket, da man var nød til at udvide den af hensyn til den voksende trafikken.

Vi gik igennem Røde Port ind til Algade nummer 64B, hvor der på højre side af opgangsdøren sidder en meget lille metalplade …

… hvor på der står: "Her boede Angens Henningsen fra 1899 til 1905 samme med sine to børn Ester og Poul Hennningsen". Lotte Fang-Borup fortalte os lidt om datidens Roskilde, om Agnes Henningsen og hendes forfatterskab samt hendes personlige bekendtskaber i byen.

Så gik vi videre til der, hvor den opringelige Røde Port lå.

I middenalderen, da Roskilde var gemt bag en bymur, var der en byport – Røde Port – den lå cirka der, hvor vi i dag har fortorv – cykelsti – fortorv imellem Heinzes-boghandel og Kvickly. Det var en rigtigt byport, som blev lukket og lås hver aften og lås op og åbnet igen hver morgen. Det er til minde om den, at Røde Port i dag har sit navn og det selv om, den nutidige Røde Port ligger et pænt stykke fra den opringelige Røde Port.

Så gik vi til Algade nummer 43, hvor vi så en meget lille metalplade, som ligger i fortorvet. Den fortæller os, at vi står oven på resterne af Danmarks ældste byhus i tegl, som man fandt, inden man gik i gang med renoveringen af Algade. Man mener, at dette hus er fra 1200 tallet.

Cirka en halv meter nede unden fortorvet, ligger restens af dette hus i form af en del af husets facade ud mod Algade. Man kan tydelig se, hvor der har siddet en dør og et vindue samt husets udstrækning. Ejendommens matrikel var den samme den gang, som den er i dag og huset facade er markeret med mørkere brosten i fortorvet ud for Algade nummer 43.

På trods af at Roskilde har været udsat for flere store bybrande, så har byens martikler som sådant ikke ændret sig væsentligt i årernes løb.

🙂

Så gik vi hen til Hestebrønden …

… som ligger der, hvor Hestetorvet støder op til Algade.

Roskilde havde ikke noget centralt torv før i 1537. Hestetorvet lå dengang i byens udkant lige ved byporten mod øst, der, som allerde nævnt, blev kaldt Røde Port.

På dette torv blev der handlet med kreaturer, heste og grise indtil en gang i 1960erne. Når der var marked, var Hestetorvet delt op sådant, at der ud mod Algade var spiltorve til hestene, i midten holdt kvæget til og oppe mod jernbanestationen havde man svinene.

Nede ved Algade var der et kar, hvor de mange dyr kunne drikke. I 1945 ville Roskilde Kommune sætte et minde over denne del af byens historie og stenhuggeren Hansen Glam lavede Hestebrønden, som nu er der eneste minde, som er tilbage om årsagen til Hestetorvets navn.

Den 27. juli 1847 blev Danmarks første jernbanestrækning åbnet. Den løb og løber stadigvæk fra København til Roskilde. Kongefamilien var med det allereførste tog til Roskilde, men de kongelige foretrak at tage den sikre karet retur til hovedstaden.

🙂

Det var engelske ingeniører, som tegnede jernbanestationen. På hovedbygningens første sal var der restaurant samt gæsteværelser, så folk kunne overnatte inde den videre tur enten med postvogn ud i landet eller med tog til København.

Roskilde stations hovedbygning med de to tårne stammer helt tilbage fra 1847 og er dermed Danmarks ældste jernbanestation.

🙂

Vi gik forbi Roskilde Kloster, hvor vi i korte trak hørte om dets historie, derfra var vi et smut indefor i Bryggergårdens gård og så gik turen til Roskildes smalleste stræde.

Historien fortælle, at Snæverstit fik sit navn, da en mand til hest sad fast i strædets udmunding i Algade. En gang var det meget svært at gå igennem strædet, da der løb en dyb randesten ned gennem det. Der var ikke plads til at gå ved siden af rendestenen, så man måtte skræve hen over den med et ben på hver side af den.

Den gang var der en meget ynget leg, som hed: Soben. Drengene stillede sig op på hver sin side af en rendesten og så prøvede de at trække ninanden ned i den. Den dreng, som blev trukket ned i rendestenen, fik et soben og han fik helt sikkert også skæld ud, når han kom hjem til sine forældre.

På den ene side af Snæversti holdt en farver til og på den anden side lå Domapoteket. Dets bygning ligger der stadigvæk og den er næste ikke blevet ændret i årernes løb. I gamle dage var et apotek ikke så meget et sted, hvor man købte medicin, men mere en mellemting imellen et parfyrmeri og en vinhandel. Så snæversti havde virkelig en meget fin og velduftede rendesten, da både farveren og apoteket hældte sit splidevand ud i den.

🙂

Ved siden af Domapoteket ligger Den Gamle Bagergård. Underetagen er desværre blevet ændret en hel del og har fået nogen meget store udstilingsvinduer, men den øverste etage har bevaret en hel del af dens opringelige udseende.

I 1700 tallet og op til begyndelsen af 1900 tallet havde Roskilde flere købmændsgårde, som havde stor betydning for byens eksistens. Her var der mange arbejdspladers og købmændene tjente godt på handlen med oplandet. For godt nok var omegnens bønder stort set selvforsyende med alt, men sådant noget som kaffe, salt og sukker samt porcelæn, sko og lignede skulle der jo også til en gang imellem. Så drog familien til den nærmeste købstad og ind til den købmand, som man normalt handlende med. Der blev spændt af vognen og hestene kom på skald imens mutter handlede ind til husholdningen og fatter handlede til landbruget. Der kunne være mange vogne i en købmandsgårds gård.

Djalmar Lunds gård, som ligger i Algade nummer 11, er et meget godt eksempel på en sådan købmandsgård. Når du går forbi den, skal du især lægge mærke til porten ud til Algade. Den svinger lidt, så det er stort set umuligt at kigge ind i selv gården. Det er lavet sådan af hensyn til konkurrencen. De andre købmænd kunne jo være nysgerrige efter at finde ud af, hvor mange bønder, som besøgte den enkelte købmandsgård, men selv om de gik forbi ude på gaden, kunne de ikke se ind i selve gården, de var simpelhen nød til at gå et stykke ind i porten og dermed blev det jo opdaget, at de var nysgerrige.

🙂

På vores resterende vej til Stændertorvet hørte vi lidt om omfanget af den store bybrand i 1700 tallet samt om de huse, som blev opført lige efter den.

Da vi nåede Stændertorvet, som var vores mål for aftens tur, var klokken gået hen og blevet 20:45. Ja, som tiden dog gå, når man er i godt og hyggeligt selvskab.

🙂

Til slut så lovede Lotte Fang-Borup os, at vi mødes til byvandring igen næste sommer, hvis hun da ikke inden da kommer til at finde på, at vi skal ud at gå i vores gamle historiske by i løbet af efteråret, vinteren eller foråret.

🙂