… et helt år plus fire mindst lige så hele måneder, siden jeg mere eller mindre meldte mig helt ud af samfundet og det er en beslutning, som jeg bestemt ikke har fortrudt !!!

Snare tværtimod for jeg kan faktisk stadigvæk kun alt for godt mærke, at der er kommet en eller anden form for ro og især tryghed over mig, som jeg egentligt aldrig før i hele mit liv har følt. Måske fordi jeg altid har været samt stadigvæk er alt for omsorgsfuld samt pligtopfyldende og derfor har jeg konstant mere eller mindre dårlig samvittighed over at slappe af samt fortage mig noget af simpel lyst. Det var jo nok også det, som var en af årsagerne og nok også hovedårsagen til, at jeg kørte helt ned i slutningen af oktober måned forrige år.

I løbet af den periode jeg har været 100% fuldtids hjemmegående for egen regning, har jeg så fundet ud af samt fået at vide, at der er flere af personerne i min Skats og min daglige omgangskreds ( det vil sige i blandt vores familiers medlemmer, vores kollegaer og eks kollegaer, vores venner og veninder ) der har kendskab til en meget stor del af alle de mange forskellige negative ting, som jeg desværre har oplevet i diverse arbejdsforhold både som fastansat, ansat med en tidsbegrænset kontrakt eller som vikar. Det er nu ikke lige frem kommet som den helt store overraskelse for mig. For det har fremgået og fremgår stadigvæk i al tydelighed, hver gang jeg har kontakt med dem, uanset om det er via skrift eller tale.

Derimod glæder det mig rigtigt meget, at efter jeg er blevet 100% fuldtids hjemmegående, er der flere af dem i vores daglige omgangskreds, der nu tør står ærligt frem og dermed helt åbent tør indrømme, at de hellere end gerne for et kortere eller længere stykke tid valgte den samme livsform, som den min Skat og jeg har valgt lige for tiden, hvis de altså bare kunne få muligheden og især økonomien til at gøre det.

Jeg indrømmer heller end gerne, at jeg simpelhen ikke fatter, at jeg allerede har været 100% fuldtids hjemmegående i 16 måneder. For det var bestemt ikke min mening, at jeg skulle være hjemmegående i så lang tid. Tiden er simpelhen bare fløjet af sted og jeg har haft mere end svært ved at følge med den samt med at få den til at række til alle de ting, jeg gerne har villet foretage mig.

Godt nok har jeg ikke nået bare tilnærmelsesvis halvdelen af alle de mange forskellige ting, som jeg havde håbet på, at jeg skulle nå, imens jeg var 100% fuldtids hjemmegående, men til gengæld har jeg fundet eller måske rettere genfundet mig selv, og det har nok været langt bedre og sundere for mig, end hvis jeg rent faktisk havde nået at få klaret alle de der mange forskellige praktiske ting, som jeg havde sat mig for, at jeg ville nå.

Så bort set fra at jeg simpelhen ikke kan fatte, at der allerede er nået at gå fire hele måneders tid siden, jeg i forbindelse med, jeg på daværende tidspunkt havde været 100% fuldtidshjemmegående i et helt års tid, gjorde fuldstændig status over min nuværende livform, så indrømmer jeg heller end gerne, at jeg stadigvæk nyder min nuværende status som 100% fuldtids hjemmegående fuldt ud hvert eneste minut, jeg får lov til at være det og hvis jeg har mulighed for det, så forsætter jeg med at være fuldtids hjemmegående i et så langt stykke tid mere, som det overhovedet taget er muligt og meget gerne som minimum året ud.

Det bliver helt sikkert af økonomiske årsager og ikke på grund af noget som helst andet, når jeg en gang begynder at arbejde igen.

Jeg er bare så glad og lykkelig for, at jeg har haft og jeg stadigvæk har min Skats 100% fulde opbakning med hensyn til min beslutning om for et stykke tid at være 100% fuldtids hjemmegående. For uden hans forståelse og støtte havde jeg simpelhen bare aldrig fået muligheden for at blive 100% fuldtid hjemmegående for egen eller rettere min Skats regning. Da det lige for tiden kun er ham, som arbejder samt tjener penge, og dermed er det også ham og kun ham, som forsøger os begge to.

Både min Skat og jeg er for øvrigt stadigvæk 100% fløjtende ligeglade med, hvad andre mener om os og især vores nuværende valg af livsform. For det er nu en gang vores liv og ikke deres liv, vi skal leve, og det har vi altså tænkt os at forsætte med at gøre !