For cirka tyve års tide siden købte jeg 17 nøgler tyndt hvidt bomuldgarns med en løbelængde på cirka 210 meter per 50 gram i den lokale Kvickly på Herlev Torv. Garnet var for øvrigt sat ned til en rund femmer per nøgle på grund af den igangværende ombygning af butikken.

Da jeg kom hjem med det nyindkøbte bomuldsgarn, blev Mor – det eneste normalt begavet menneske på denne jordklode, der for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tumper – meget mildt skrevet fuldstændigt stik hammernede tosset over, jeg havde tilladt mig at bruge 85,00 kroner af de penge, jeg selv havde tjent ved at passe mit daværende fuldtidsjob hos den lokale købmand, uden jeg havde spurgt hende om lov til samt havde fået lov af hende til at foretage købet. For hvad skulle der dog blive af sådan et fuldstændigt dumt og totalt uøkonomisk pigebarn som mig, der kunne finde på at bruge sine penge på noget så fuldstændigt ligegyldigt og totalt tosset som 17 nøgler tyndt hvidt bomuldsgarn, som Mor helt bestemt ikke kunne bruge til noget som helst ?

For øvrigt hvis jeg virkeligt havde råd til at bruge 85,00 kroner på noget så fuldstændigt ligegyldigt og totalt tosset som 17 nøgler tyndt hvidt bomuldsgarn, som Mor – det eneste normalt begavet menneske på denne jordklode, der for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tumper – ikke kunne bruge til noget som helst, så var det fordi, jeg simpelthen betalte alt for lidt for at bo hjemme !

Hvilket Mor – det eneste normalt begavet menneske på denne jordklode, der for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tumper – for øvrigt var fuldt ud overbevist om, at jeg gjorde. For når hun var så sød over for mig, at jeg havde mit eget værelse og over i købet et på ikke mindre end 6,1875 kvadratmeter, så burde jeg altså også betalte en hel mere end kun 75% af min månedsløn for at bo i det !

Da jeg fortalte Mor – det eneste normalt begavet menneske på denne jordklode, der for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tumper – at jeg havde tænkt mig at hækle små runde hvide mellemlægsservietter af det nyindkøbte bomuldsgarnet, blev hun bare endnu mere fuldstændigt stik hammernede tosset over det. For sådant noget gammeldags lort og da slet ikke i hvidt havde hun altså ikke brug for !

Da jeg så fortalte Mor – det eneste normalt begavet menneske på denne jordklode, der for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tumper – at jeg havde tænkt mig at hækle små runde hvide mellemlægsservietter af det nyindkøbte bomuldsgarnet til mit eget fremtidigt køkken, blev hun bare endnu mere stik hammernede tosset over det ( selv om man ikke lige frem skulle tro, at det var muligt, at hun kunne blive mere skør, end den opførelse eller retter mangle på sammen hun allerede lagde for dagen ). For havde hun ikke også sørget for at give mig mad via flaske hver tredje time, da jeg var spænd, og havde hun ikke også sørget for at skifte min ble efter hvert måltid mad ?

Derfor havde jeg bare at blive boende hjemme, så jeg kunne forsætte med at passe og pleje samt på alle andre måder opvarte og servicere min syge, gamle og døende mor ! Det var i hvert fald ikke for meget at forlange for alt det, hun – det eneste normalt begavet menneske på denne jordklode, der for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tumper – havde gjort for mig !

Det meget korte af det meget lange er … at det endte med, jeg lagde de 17 nøgler tyndt hvidt bomuldsgarn ned i en lille papæske, der blev sat bag min sofa, som også fungerede som min seng. Der blev papæsken med bomuldsgarnet stående lige indtil den dag, jeg flyttede ind i min lejlighed i Herlev bymidte.

Hvorfor papæsken med bomuldsgarnet fik lov til at blive stående under min sofa, har jeg aldrig rigtigt fattet. For Mor – det eneste normalt begavet menneske på denne jordklode, der for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tumper – havde ellers normalt ingen problemer med at ransage mit værelse mindst et par tre gange om ugen og alt, hvad der efter hendes mening ikke var noget, jeg havde brug for, blev smidt ud !

Det var faktisk fuldstændigt lige meget, om det var blade, bøger, garn, lp´er, maxier, pyntenips, singler, smykker, sko, stof, tøj og så videre samt hvad jeg havde givet for det. For hvis det ikke var noget, jeg havde brug for efter Mors – det eneste normalt begavet menneske på denne jordklode, der for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tumper – mening, så røg det ud.

At tingen ikke var røget under Mors – det eneste normalt begavet menneske på denne jordklode, der for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tumper – seneste ransagning af mit værelse, var bestemt heller ikke ensbetydende med, at det ikke røg ud under hendes næste ransagning af mit værelse.

"Man kan nu en gang heller ikke samle på alt og det er altså begrænset, hvor meget værdiløst lort man kan have i et hjem" som Mor – det eneste normalt begavet menneske på denne jordklode, der for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tumper – altid sagde eller rettere skreg og selvfølgeligt var der ikke plads til mine ufornuftige værdiløse ting, når der skulle været plads til alle hende fornuftige og yderst kostbare ting som samtlige kataloger fra Avan, Daells Varehuse, Havemann, Ikea, Illum, Illum Bolighus, Magasin, Tomsens Magasin og så videre for slet ikke at tale om alle aviserne, reklamerne, ugebladene samt udklip fra diverse aviser og blade.

Jeg indrømmer heller end gerne, at det var mig en yderst udsøgt fornøjelse at bære hele Mors – det eneste normalt begavet menneske på denne jordklode, der for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tumper – samling af aviser, blade, kataloger, udklip med meget mere ned til de nærmeste papircontainerne også selv om det endte med, jeg fik fyldt adskillige af slagsen helt op, før jeg var færdigt med at smide den slags af Mors – det eneste normalt begavet menneske på denne jordklode, der for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tumper – fornuftige ting ud, da jeg tømte rækkehuset efter min fars død.

Som allerede nævnt så flyttede kassen med de 17 nøgler tyndt hvidt bomuldsgarn med, da jeg flyttede ind i min lejlighed i Herlev bymidte. Desværre var bomuldsgarnet, selv om det havde ligget i en lukket papæske, blevet helt gult af nikotin og tobaksrøg, som jo bestemt ikke lige frem var en mangelvare i det rækkehus, der lagde rammerne om min barndom og ungdom. Lige som bomuldsgarnet også meget mildt skrevet stank langt væk af indelukket mug samt min fars pisspand.

Så det endte med, at papæsken med bomuldsgarnet røg ned i mit kælderrum, hvor den lå lige ind til den dag, hvor jeg tømte kælderrummet i forbindelse med min Skat og jeg flyttede sammen.

Bomuldsgarnet var stadigvæk helt gult og fedtet samtidigt med det stadigvæk stankt langt væk af alt det fra min barndom og ungdom, jeg allerhelst bare vil have lov til at glemme alt om, og derfor røg den lille papæske ned i en flyttekasse, hvor den så har ligget lige indtil en gang i sommers, hvor jeg tog flyttekassen ( der ellers har stået helt fint i det ene af vores to rum ude på Shurgard ) hjem, så jeg kunne tømme den samt få ryddet op og sorteret i dens indhold og måske få det lagt på plads.

Min allerførste tanke var at smide bomuldsgarnet ud, men så gik trolden op i mig. For hverken Mor – det eneste normalt begavet menneske på denne jordklode, der for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tumper – eller nogen som helst andre hverken afdøde eller levede personer skal bestemme over mig samt især over mit liv og derfor vandt jeg bomuldsgarnet op og jeg begyndte at hækle de ønskede små hvid tynde mellemlægsservietter af det.

Dette har jeg så hygget mig med i løbet af de sidste to måneders tid. Nogle dage har jeg kun hæklet en enkelt mellemlægsserviet andre dage har jeg nået at hækle tre eller fire mellemlægsservietter, og i gennemsnittet er det blevet til to mellemlægsservietter om dagen samt totalt til ikke mindre end 118 små tynde runde hvide hæklet mellemlægsservietter.

For så havde Mor – det eneste normalt begavet menneske på denne jordklode, der for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tumper – i hvert fald ikke længere forhindret mig i at bruge mit bomuldsgarn til det, jeg lige fra start af havde ønsket at bruge det til.

De færdige mellemlægsservietter var dog stadigvæk misfarvede og de stankt også stadigvæk langt væk. Så derfor prøvede jeg at lægge dem i blød i noget sæbevand natten over, hvorefter jeg tog dem med i dagens maskinefuld hvide finvask … og miraklernes tid er åbenbart endnu ikke helt overstået … for de blev helt hvide og rene samt endnu pænere, da jeg fik dem strøget, hvilket billedet …

… hvis nok mere end tydeligt kan bevise. Jeg har hæklet dem efter en opskrift fra DMC, som jeg en gang i tidernes morgen ( ok, så en gang i slutningen af 1980-erne sådant cirka et par tre års tid før, jeg købte bomuldsgarnet ) har hentet gratist hos min lokale garnbutik i Herlev. Jeg har dog foretaget nogle små ændringer hist og her, blandt andet har jeg trukket nogle masker fra.

Nu har jeg så med i hvert fald små tyve års forsinkelse fået brugt mit bomuldsgarn til lige præcist det, der var min mening og ønske, da jeg købte det, og når jeg en gang har fået ordnet det i vores køkken, som lige nu står allerøverst på min "vil meget gerne meget snart nå at ordne" liste, så blive de også taget i brug.

Dermed har jeg også bevist over for mig selv, at ingen hverken død eller levende person nogen siden mere skal bestemme over mig samt over hvad jeg skal fortage mig, og så kan det godt være, at Mor – det eneste normalt begavet menneske på denne jordklode, der for øvrigt var omgivet af en flok lalleende tumper – samt Fru Møller ( se venligt hendes kommentar til dette indlæg … En langsom start … ) mener, at hæklede mellemlægsservietter er noget frygteligt gammeldags lort, men det er nu en gang ikke hverken deres hjem, jeg skal indrette, eller deres liv, jeg skal leve, men der imod mit hjem, jeg skal indrette, og især mit liv, jeg skal leve, og hvis jeg synes, der skal være hæklede mellemlægsservietter i mit hjem og især i mit liv, så bliver det altså sådant !!!