Mandag den 16. juni 2014 kunne jeg fejre, at jeg allerede har været 100% fuldtids hjemmegående i seks hele års tid for min egen eller rettere min Skats regning, og I må så bare ikke spørger mig om, hvad der er blevet af de lidt over seks års tid, for jeg ved det simpelthen ikke.

I den forbindelse vil jeg så gerne have lov til at indrømme, at der er en ting, der i den grad har undret mig i alle mine seks første år som 100% fuldtids hjemmegående samt stadigvæk undrer mig, og det er den holdning vores medmennesker har til min Skat og især mig.

For hvordan det kan være, at for hver gang ti personer har fundet ud af, hvilken livsform min Skat og jeg har valgt lige for tiden, så er der mindst ni personer, der føler sig fuldt ud berettige til at komme med en masse negative udtalelser både om min Skat og min nuværende livsform i al almindelighed og om os begge to i særdeleshed. For jeg kan simpelthen ikke se, hvorfra de har fået retten til det.

Dertil kommer, at mine medmennesker har mere end helt almindeligt ondt i det, de under normale omstændigheder plejer at sidde på, samtidigt med de har overtravlt med at lufte deres harme over, at jeg sådant "bare går rundt og driver den af på det offentliges regning". For de har simpelthen bare ikke hjernekapacitet nok til at fatte, at når jeg er 100% fuldtids hjemmegående, så er jeg det for min egen eller rettere for min Skats regning. Fordi det lige for tiden og sådant har det for øvrigt været i hele den periode, hvor jeg har været 100% fuldtids hjemmegående, kun er min Skat, der går på arbejdet og det derfor også kun er ham, der tjener penge og på den måde er det ham og kun ham, der forsøger os begge to.

Jeg er faktisk ret mildt skrevet ret så træt af at skulle forklare, at jeg ikke hverken får eller modtager nogen som helst former for dagpenge, kontanthjælp, pension, sygedagpenge eller andre former for almisser fra hverken det offentlige eller det private. For det gør jeg altså ikke !

At jeg så i de første tre og et halvt år af min periode som 100% fuldtids hjemmegående pænt hver eneste måned betalte både til min arbejdsløshedskasse samt min fagforening er en hel anden sag, men det gjorde jeg for at beholde den ret til arbejdsløshedsdagpenge, jeg nu en gang i så rigelig grad selv havde betalt samt knoglet mig til.

Når folk så er blevet færdige med at fortælle mig, hvor dum og doven jeg er, fordi jeg i en periode har valgt at være 100% fuldtids hjemmegående, så begynder de bagefter at fortælle mig, at når jeg nu alligevel "bare går rundt derhjemme og laver ingenting", hvilket jeg for øvrigt skal skamme mig rigtigt meget over, så kan jeg jo også godt lige tage mig sammen til at gør både dat, dit og dut for dem.

Nu tillader jeg mig så bare lige at være 100% ærlig over for mine medmennesker og derfor fortæller jeg dem på en pæn, men meget bestemt måde at de simpelthen ingen ret har til at blade sig i min Skat og mit nuværende valg af livsform. Jeg mener … godt nok har vi lige for tiden valgt en livsform, det store flertal ikke har mod til at gøre, men så længe vi er 100% fuldt ud enige om, hvordan vi vil leve, og så længe vi ikke ligger andre til byde hverken praktisk eller økonomisk, kommer det ingen absolut ingen andre end min Skat og mig ved, hvordan vi har valgt at leve sammen !