Hanne plejede altid at sige: "Planlægning er simpelthen ikke den tid værd, man bruger på det, for det bliver alligevel aldrig sådant, som man har planlagt" og endnu en gang kan jeg blot konstanter, at hun havde fuldstændigt ret …

Min Skat og jeg havde aftale, at denne lørdag skulle bruges på at slappe af også selv om jeg er gået i gang med at få styr på alt vores juletræspynt, så da vi havde hygget os med at se en tegnefilm, imens vi nød en pose nypoppede popcorn, aftalt vi, at vi begge to ville gøre lige præcist det, vi havde allermeste løst til at gøre indtil klokken 18:00, hvorefter han ville snitte sværen på flæskestegen samt putte den i oven og jeg ville aflive opvasken efter vores morgenmad samt frokost.

Så min Skat hvilede sin ryg, hvilket vil sige, at han lå på vores seng i soveværelset og jeg sad i den ene af vores to sofaer i stuen, imens jeg hæklede på det igangværende projekt. Pludseligt kom der et højt Crash !, der efter nogle ganske få sekunder blev efterfulgt af et endnu højere Crash !, ude fra vores altan, så derfor gik jeg hen til altandørene for at se, hvad det var. Det var det ene af vores altan lukkede vinduer …

… der var sprunget i om ikke tusind stykker så i hvert fald i rigtigt mange meget små stykker, nogle af dem var allerede faldet ud af rammen og resten af dem var lige på nippet til at gøre det samme.

Så min Skat tog sine arbejdshandsker på, hvorefter han begyndte at samle glasskår op og jeg tillod mig at forstyrre vores under-underbo, der sidder i ejendommens bestyrelse, ved at ringe til ham for at få at vide, hvordan vi skal forholde os til det, der lige var sket – er det ejendommens eller vores egen forsikring, der skal dække udbedringen af skaden, og er det en bestem glarmester, vi skal benytte os af.

Vores under-underbo var så sød, at han kom op til os for at se på rudens skade, for han troede, at den er af splintfrit glas og at den derfor stadigvæk var helt intakt – altså ikke noget med løse glasskår eller farer for at den ville falde ud, men da han så den, kunne han godt se, at vi så hurtigt som over hoved taget mulig skulle fjerne resten af ruden for at forhindre den i af falde ud samt måske ramme nogle.

Det meget korte af det meget lange er, at min Skat og jeg nu skal i gang med at dække af samt rydde op ude på altanen, for hverken dens gulv og hylder samt alle de ting, vi normalt har stående derude, kan tåler at blive alt for våde og selvfølgelige nøjes det ikke med at sne, der er nok mere slud, det blæser også og endnu mere selvfølgeligt er vindretningen lige præcist ind ad den manglede rude.