Lige siden min elskede Skat og jeg kom hjem fra den del af vores sytten dage lange og dog alt for korte forsommerferie, hvor et lejet sommerhus i Egsmark på Djursland var vores faste base, har jeg haft langt mere end almindeligt svært ved at komme op i omdrejninger igen.
Måske skyldes det, at den ferie gav mig et lille pusterum væk fra hverdagen og dens mange opgaver samt at jeg både fysik og måske nok især psykisk på grund af alt det med Poul er blevet bombet helt tilbage til, hvordan jeg havde det, da jeg blev sygemeldt i slutningen af oktober måned 2007.
Så igen dag har jeg altså desværre endnu en af de der rigtigt kedelige dumme dage, hvor jeg bare ikke rigtigt kan tage mig sammen til at komme i gang med løsningen af alle de mange meget forskellige praktiske opgaver, jeg meget gerne som minimum skal have klaret i løbet af dagen. Så jeg har på fornemmelsen, at jeg igen i dag kommer til at få en dag, hvor jeg kommer til at foretage adskillige små samt især meget små overspringshandler som for eksempel at hækle de to afsluttende rækker hele vejen rundt om samt hæfte de to medfølgende ender på den sjette sart lysegrønne dækkeserviet …
… der er endnu en gang tale om mit 100% eget design, for det er mig, der har fået ideen og det er mig, der har skrevet opskriften, den er hæklet efter og jeg har brugt to nøgler sart lysegrønt ( farvenummer 772 ) Cotton ( 100% bomuld ) med en løbelængde på cirka 165 meter per 50 gram fra Stof & Stil samt min altid trofaste Perle Inox hæklenål nummer 2,5.