Årets anden mandag samt dermed også den sjette hverdag efter vores elve dage lange kombineret jule- og nytårsferie er så småt ved at synge på sit allersidste vers, Solen er gået ned, regnen vælter ned, Månen er stået op, min elskede Skat sidder foran sin computer og jeg vil lige prøve på at skrive lidt om, hvad vi har nået i løbet af denne mandag, før vi begge to så småt går i gang med at gøre klar til at gå i seng.

I dag var min Skat på arbejdet i de normale otte timer og da han kom hjem, løb han to kilometer, før han tog frokost samt satte sig foran sin computer.

For mit vedkommen har det været en hel almindelig gennemsnits mandag, hvor jeg blandt andet har nået at skrive diverse små blogindlæg, skrive og besvare diverse små e-mails, bogføre alle sidste uges kasseboner i et regneark, vaske og stryge en maskinfuld altså 62 stykker tøj, der bagefter kom på plads i diverse skabe og skuffer, putte dagrenovation og papir i de relevante containere, handle ind hos Føtex på Ro´s Torv, aflevere de varer, jeg havde købt for vores under-underboer, putte alle de nyindkøbte varer helt rigtigt på plads, støvsuge hele vores lille lejlighed, talt i mobiltelefon med Jens-Erik i cirka tyve minutters tid og med Wivi i cirka tyve minutters tid, vande alle plantepusserne ud på altanen samt alle potteplanterne i lejligheden og i opgangen samt nippe visne blade og blomster af dem samt rydde til side, vaske op, tørre af og stille på plads efter vores morgenmad samt frokost.

Dertil kommer, at jeg har fået klaret diverse små og mindre praktiske oprydningsopgaver af den slags, ingen bemærker, når man når dem, og alle bemærker, når man ikke når dem.

Imens min Skat tilberedte vores aftensmad, nåede jeg at dække spisebordet og da vi havde nydt aftens menu, aflivede vi i fællesskab den medfølgende opvask, før min Skat satte sig foran sin computer og jeg satte mig foran min computer.

Nu vil jeg slukke min computer samt bagefter sætte mig rigtigt godt til rette ved siden af min Skat i den ene af vores to sofaer, for jeg kan sangens klemme hans ribben, imens han ser fjernsyn og jeg hækler på det igangværende projekt.

Nu er det 35 uger samt to døgn siden, rustvognen kørte med Poul og jeg er stadigvæk så ufattelig ked af det samt et stort følelsesmæssigt kaos indeni.