Arkiver

Sommertid


Hverdagen, Årets gang.

Klokken 2:00 i nat blev der hugget en hel time fra os, som vi først får tilbage igen i slutningen af oktober måned i år, når vi igen går over til normaltid, og når vi så endeligt langt om længe får vores time tilbage er det helt uden nogen som helst former for renter eller andre former for tillæg.

Jeg har helt ærligt aldrig forstået meningen med dette “ændring af tiden cirkus“, da jeg er så naiv, at jeg tror, det er fuldstændigt lige meget, om man bruger strøm til oplysning af boliger, kontoer, veje med mere om morgenen eller om aftenen, for det kommer nok til at belaste miljøet lige meget uanset hvilket tidspunkt af døgnet, man bruger strøm til den slags.

Til gengæld kan jeg se, at vi igen her til morgen kommer til at skulle spilde mindst en times tid, som helt sikkert godt kunne være blevet brugt til noget langt hyggeligere og sjovere, end at skulle stille alle vores ure om fra normaltid til sommertid.

Dertil kommer så, at mit indre ur ikke bare lige kan omstilles ved hjælp af et enkelt tryk på en knap, men derimod nok kommer til at skulle bruge de traditionelle to til tre uger, før det har fundet ud af, at nu er klokken en hele time mere, end det klokkeslæt mit indre ur har skulle tro klokken var de sidste fem måneder.