Dagsarkiv: lørdag, 8. juni 2019, 6:30

Pinse


Hverdagen.

For nitten år siden, da jeg boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg den artikel om Pinsen, jeg her vil bringe et lille udklip fra …

Pinsen er den sidste af de tre rigtigt store højtider indenfor den kristne tro. Julen er den første og påsken er den anden. Hvor der som reglen bliver pyntet rigtigt godt op til de to første af højtiderne, blev der ligeledes som reglen slet ikke pyntet op til den sidste af slagsen.

Udenfor den kristne kirke fylder denne tredje højtid nærmest ingenting i folks bevidsthed. Alle ved godt, hvorfor vi fejrer jul, de fleste ved også godt, hvorfor vi fejrer påske, men hvor mange ved i grunden, hvorfor vi fejrer pinse ?

Det er vist i virkeligheden kun de virkelige rettroende, kirken og så måske naturen, der holder pinsefest, for alle vi andre holder nok bare nogle dejlige fridage i form af en ekstra lang weekend.

🙂

Pinsen falder altid lige præcist 50 dage efter påsken og den er den kirkelige markering af Helligåndens kommen. I Apostlenes gerninger i “Det Nye Testamente” fortælles det, at Helligånden kom til Jesus disciple i Jerusalem og disciplene kunne nu tale mange forskellige sprog, så de kunne gå ud i verden samt forkynde den kristne tro. Apostlen Peter holdt en prædiken, hvorefter mange lod sig døbe i Jesu Kristi navn. Den første, kristne menighed var dermed dannet og den kristne kirke var dermed indstiftet.

Sankt Medardus dag


Hverdagen.

For nitten år siden, da jeg boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg den artikel om Sankt Medardus dag, jeg her vil bringe et lille udklip fra …

I dag er det Sankt Medardus dag og ifølge legenden blev han født i byen Salency ved Valenciennes i Picardie i Frankrig i år cirka 473 og han døde i år cirka 560. Det vil sige, nogle kilder mener dog, at han døde allerede i år 545.

Allerede som barn var Sankt Medardus i stand til at tænke på samt være noget for andre, for ifølge legenden så forærede han en af sin fars heste til en mand, der havde mistet sin eneste hest, men om aftenen, da faderens heste blev talt op, manglede der pudsig nok ingen.

Som 33 årig blev Sankt Medardus viet til præst og han blev kendt i et meget stort område for sine meget glødende prædikener samt sin store godgørenhed, da han gav al afkast af de ejendomme, der var i hans varetægt, til de fattige.

I år 530 blev Sankt Medardus bispeviet i byen Noyon i Sankt Quintin i Frankrig og efterfølgende var han også biskop i byen Tournai i Belgien, hvor hans nådegave til at gøre undere for alvor kom til at vise sig, idet han fjernede syges og besattes plager blot ved at slå korsets tegn for dem.

Sankt Medardus ry bredte sig meget hurtigt også udenfor bispedømmets grænser og i år 555 viede han den skønne dronning Radegunde til diakonisse, hvormed han frelste hende fra hendes onde mand kong Klotar Den Første, som hun var flygtet fra. Efter Sankt Medardus død lod kong Klotar Den Første et kloster opføre i de franske kongers by Soissons og i dette kloster, der kom til at hedde Saint-Médard, blev Sankt Medardus knogler gravlagt. I dag er det eneste af klosterets kirke, der stadigvæk er bevaret, krypten, der også er konge Klotar Den Første samt kong Sigeberts grave.

I dag dyrkes Sankt Medardus især i Frankrig, hvor han er vinmarkernes beskytter samt bryggeres skytshelgen, end videre er han også skytshelgen for alle former for kalendervæsen.

Ifølge folkeovertroen i det gamle danske bondesamfund, så sådant som vejret er på Sankt Medardus dag, således vil det i store træk holde sig i de næster otte uger eller til høst.

Ugens sjette solopgang …


Hverdagen.

… årets 159. samt både sommerens og juni måneds ottende af slagsen over Astersvej forsvandt bag de lavthængende skyer, der forhåbentlig formår at holde sig tætte hele dagen.