Så er den sekstende dag i vores 24 sammenhængende dage lange skønne forsommerferie allerede ved at være nået til vejs ende, Solen er ved at gå ned bag et meget gråt nedbørstungt skydække, min Skat er ved at fremkalde de allersidste af de mange billeder, han nåede at fotografere i løbet af sidste uge, og jeg vil lige prøve på at skrive lidt om, hvad vi har nået i løbet af denne lørdag.

Min Skat har brugt en stor del af dagen på at komme lidt videre med den helt store renoveringsopgave i vores soveværelse, desværre opstod der et lille problem, vi ikke lige havde taget højde for, og derfor blev vi nødt til at tilkalde hjælp eller retter en rådgiver i form af Erling, der sagde god for vores løsningsmodel.

Jeg har brugt det meste af dagen på at udvælge samt pakke de billeder fra uge 24 og 25, der skal ledsage de helt små samt dermed også relativt hurtigt skrevet manglede indlæg fra de to uger på min blog samt vaske og stryge en maskinfuld altså 27 stykker tøj, der efterfølgende kom på plads i dels den klapkasse, der lige nu udgør mit klædeskab, samt diverse af de tilgængelige skuffer.

Imens min Skat tilberedte vores aftensmad, nåede jeg at dække spisebordet samt tale i mobiltelefon med Poul og da vi havde nydt aftens menu, aflivede vi i fællesskab dagens samlet opvask, før min Skat satte sig foran sin computer og jeg satte mig foran min computer.

Nu vil jeg slukke min computer samt bagefter gå i seng, hvilket min Skat også lige har sagt, at han vil gøre, for nu er vi igen begge to så træt, at vi har langt mere end helt almindelige svært ved at holde os vågne.

… en Sweet Chili wok fra Frigodan, små kødboller, der er fremstillet af 300 gram hakket kyllingekød, samt nogle skriver rugbrød.

Lige nu holde min Skat og jeg en kort pause samtidigt med vi nyder hver sin lille is …

… i form af en lille vanilje is med overtræk af sorbet af gule frugter.

Mandag den 16. juni 2014 kunne jeg fejre, at jeg allerede har været 100% fuldtids hjemmegående i seks hele års tid for min egen eller rettere min Skats regning, og selv om mange rigtigt mange personer mener, at jeg bør skamme mig noget så frygteligt over det, så indrømmer jeg heller end gerne at jeg slet ikke kan se nogen som helst form for grund til at skamme mig det allermindste over, at jeg i lidt over seks års tid …

… har taget konsekvensen af, at jeg hverken fysisk eller psykisk er i stand til at påtage mig et arbejde og at jeg slet ikke er i stand til at påtage mig et arbejde, som det indtil videre allersidste jeg har haft af slagsen, hvor jeg godt nok var ansat til samt fik løn for 30 timer per uge, men hvor jeg rent faktisk arbejdede mindste 60 timer per uge.

… ikke har haft et arbejde, som jeg dybeste set kun har haft, fordi der dermed gik et fast beløb ind på min bankkonto i slutningen af hver måned og at jeg derfor ikke er gået mere op i det end at jeg hver dag allertidligst er mødt til tiden, men gerne 10-15-20 minutter for sent samt at jeg hver dag allersenest er gået til tiden, men gerne 10-15-20 minutter for tidligt samtidigt med jeg hver dag har brugt langt det meste af arbejdstiden på diverse former for privat fnidder fnadder i stedet for at bruge den til det, jeg rent ud skrevet var ansat til, så jeg dermed har fået mere fritid samtidigt med mine kollegaer har været tvunget til at løse de af mine arbejdsopgaver, jeg ikke selv har kunnet magte løsningen af.

… ikke har modtaget arbejdsløshedsdagpenge, fordi jeg har forgivet at være aktiv jobsøgende samtidigt med jeg rent faktisk ikke har søgt flere job end hvad der har været så absolut allermest nødvendigt for at opretholde retten til at modtage arbejdsløshedsdagpenge og at jeg altid har sørget for kun at søge job, jeg reelt set ikke vil kunne komme i betrækning til, da jeg er over- eller underkvalificeret.

… ikke modtager sygedagpenge, da jeg forgiver at være for syg til, at jeg vil være i stand til at passe et normalt job samtidigt med jeg sangens kan klare at arbejde hvad der svarer til langt mere end fuldtid i mit eget firma, i et nærstående familiemedlems firma eller sort i det jeg har henvist til, at jeg jo ganske lige som alle andre har lov til at bruge mim fritid lige præcist sådant, som jeg har lyst til.

… ikke skiftevis har modtaget arbejdsløshedsdagpenge samt sygedagpenge, da jeg uheldigvis blev syg og dermed var nødt til at sygemelde mig den dag, hvor jeg skulle til det allerførste møde på det lokale JobCenter, da jeg heldigvis blev rask og jeg derfor kunne raskmelde mig den dag, hvor jeg skulle til det allerførste møde på det lokale sygedagpengekontor, da jeg desværre blev syg og dermed var nødt til at sygemelde mig den dag, hvor jeg var indkaldt til det næste møde på det lokal JobCenter, da jeg til al held blev rask og dermed kunne raskmelde mig den dag, hvor jeg var indkaldt til det næste møde på det lokale sygedagpengekontor. Forsæt venligst selv listen til den kommer til at svare til lidt over seks års tid.

Jeg ser altså heller ikke nogen som helst form for grund til at skamme mig over, at min Skat og jeg på syvende år er i stand til at sætte tæring efter næring samt svarer enhver sit og vi derfor godt kan klarer os med kun en indtægt nemlig min Skats løn, uden vi har behov for at leve på klods eller for lånte penge samt ligge andre til hverken praktisk eller økonomisk byde.