Arkiver

I dag slutter sommeren …


Hverdagen.

… i hvert fald ifølge kalenderen og vi kan desværre også allerede på nuværende tidspunkt af året godt mærke, at efteråret, vinteren og dermed den mørke årstid er ved at være på vej samt at dagens længde efterhånden er aftaget med 3 timer og 37 minutter. For det er mørkt, når vi står op om morgen og vi er nødt til at have lyset tændt om morgen for ellers kan vi ikke finde rundt i vores lejlighed. Dertil kommer, at klokken når at blive langt over 6:00, før vi kan få øje på solens allerførste spæde stråler.

På dette tidspunkt af morgen i hvert fald på alle hverdagene har min Skat for længst taget hul på dagens opgaver på sit arbejde og jeg har ligeledes for længst spist min morgenmad samt drukket min morgenthe, imens jeg sad foran min computer, hvor jeg læste lidt med på en lille håndfuld af diverse blogge, jeg dagligt følger med i, samt skrev et lille bitte morgenindlæg på min egen blog.

Her til morgen har vi så i hvert fald ifølge kalenderen taget hul på den allersidste dag af dette års sommer, da efteråret officielt stater i morgen den 1. september, også selv om det er nogenlunde sommerlunt her til morgen, hvor udendørstemperaturen her i mit område af Roskilde lige nu er plus 15,0 grader.

Ifølge DMI kan vi forvente lidt regn i løbet af formiddagen samt mulighed for at hilse på Solen sidste på eftermiddagen og udendørstemperaturen vil nå op omkring de 17 til 20 grader, når Solen står allerhøjest på himlen.

Personlig håber jeg, at vi i stedet for at få et tidligt samt langt efterår kommer til at få en rigtigt dejlig lang sensommer og at dagtemperaturen kommer til at holde sig på den rigtigt side altså den varme side af de tyve plus grader mindst en lille månedes tid endnu.

Jeg indrømmer nemlig hellere end gerne, at jeg holder allermest af sommeren og foråret, men at jeg også godt kan finde noget charmerende samt kønt ved både efteråret og vinteren. For det er nu kønt, når bladende på buskene samt træerne skifter fra forårets og sommerens mange kønne grønne nuancer til de mindst lige så kønne gule, orange, røde samt brune af slags, og en klar vinterdag med frost, hvor Solen skinner fra en klar blå helt skyfri himmel kan også sangens være flot. Begge dele er dog noget, jeg udmærket godt kan undvære et godt stykke tid endnu, for jeg har på nuværende tidspunkt af året simpelthen bare ikke haft sommer samt fået sol og varme nok for i år.