Indtil videre har min svimmelhed været meget irriterende i dag. For lige meget om jeg forholder mig helt roligt eller jeg er i gang med et eller andet, så føles det som om, jeg befinder mig i noget, der er en blanding af et skib i havsnød og en løbst karrusel.

🙁

Så for at udfordre min ømme højre ankel og hæl samt min svimmelhed, men også for at komme lidt væk fra det hele, gik jeg en tur over til dammen …

… og lige som de sidste par gange, jeg har været der over, valgte jeg også at gå den længste omvej i dag. Anden med de syv ællinger, jeg hilste på i forrige uge, var der ikke, men til gengæld fik jeg hilst på dette andepar …

… der holdt siesta i skyggen under et stort træ.

Der er mange kønne steder i vores lokalområdet, men dammen er og vil nok altid forblive "mit" lille åndehul og især når jeg som i dag kan få lov til at hilse på et par af "mine" ænder derover.