I dag er det så lige præcist en uges tid siden, jeg mærkede de alleførste symptomer på denne omgang sygdom. Jeg nåede dog at overholder min aftale med Wivi i fredags samtidig med jeg også nåede alle de planlagte aktiviteter både fredag, lørdag og søndag, men så blev jeg desværre også nødt til at overgive mig, og derfor kravlede jeg i seng søndag eftermiddag, hvor jeg så stort set har opholdt mig i mere eller mindre sovende tilstand indtil i går, hvor jeg så småt begyndte at have det lidt bedre.

Lige som min lille løbeskade i slutningen af september måned i år var en rigtigt øjenåbner, der fortalte mig, hvor meget jeg rent faktisk når at foretage mig i løbet af hver dag – hvilket jeg jo meget hurtigt fandt ud af, da jeg ikke var i stand til at foretage mig ret mange af alle de mange forskellige ting på grund af min løbeskadet hånd – så har også denne uges sygdom været en rigtigt øjenåbner for mig. For via den har jeg endnu en gang fået bekræftet, at den beslutning jeg ikke kun traf, men som jeg også førte ud i livet den 16. juni sidste år, var den eneste og helt rigtigt beslutning at træffe for mit vedkommen.

I mandags var det et helt år og fem mindst lige så hele måneders tid siden, jeg meldte mig ud af erhvervslivet og derfor var jeg heller ikke tvunget til at skulle ringe til min arbejdsplads for at melde mig syg i mandags. Dermed blev jeg også helt fri for at skulle lægge ører til diverse ondskabsfulde og spydige bemærkning fra min chefs og mine kollegaers side af som for eksempel "God bedring, hvid det skulle lykkes for dig at blive syg", "Man bliver ikke hjemme kun på grund af en forkølelse eller en influenza" og "Man får altså ikke høj feber på grund af en forkølelse eller en influenza".

Jeg var også helt frit for, at jeg i går på fjerde dagen for mit fraværd skulle ringe til min læge for at få skrevet en lægeattest som bevist på, at jeg rent faktisk er syg og at jeg rent faktisk er ude af stand til at kravle på arbejdet. Lige som jeg i hele denne uge har været fri for at føle mig tvunget til at gå med til at få alle mine daglige arbejdsopgaver bragt hjem, så jeg lige kunne klare at passe mit daglige arbejde, imens jeg spiller syg.

Jeg er også helt fri for at skulle kravle på arbejdet i dag eller så absolut allersenest på mandag, selv om min krop slet ikke er klar til det, og jeg er i særdeleshed fri for i de næste par dage og måske op til en uges tid at skulle lægge ører til diverse ondskabsfulde og spydige bemærkning fra min chefs og mine kollegaers side af som for eksempel "Hold op med at skab dig !", "Sådant en hoste kan jeg også godt frembringe, hvis det kan give mig en uges ferie !" og "Nok er du en lille lort, men ingen voksne får falsk strubehoste !"

Faktisk har det været rigtigt skønt, at jeg i denne uge har kunnet tillade mig at lytte til min krop samt især til dens behov og så her jeg ellers med god samvittighed og helt uden at jeg har skulle lægge ører til diverse ondskabsfulde og spydige bemærkning fra min chefs og mine kollegaers side af kunne rette mig efter min krops ønsker samt give den det, som den i bund og grand har haft allermest brug for … nemlig søvn, søvn og endnu mere søvn.

Så endnu en gang takker jeg min elskede Skat for hans 100% fulde forståelse og opbakning. For godt nok har jeg selv været i stand til at finansiere hele mit allerførste år som 100% fuldtidshjemmegående for egen regning uden nogen som helst form for tilskud fra det offentliges side af takket været min meget lille opsparing, som jeg i den grad har været ved at knogle mig selv helt ihjel for at tjene, men derefter har det været min Skat og kun ham, der har forsøget mig, og en større kærlighedserklæring kan man næppe få … tænk at han virkelig elsker mig så meget, at han ønsker at give mig den frihed, som min krop og jeg har så hårdt brug for.