For ni år siden, da jeg boede i Herlev og var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg denne artikel om Santa Lucia, som jeg her vil bringe et lille udklip fra …

Ifølge de katolske overleveringer er Lucia lysets helgeninde, da hendes navn er afledt af det latinske ord "lux", der betyder lys. Ifølge den samme legende led Lucia, ligesom utallige andre helgener og helgeninder, en meget grusom martyrdød.

Om lyskransen, som vores nutidig luciabrud bærer på sit hoved, fortæller legende følgende …

Før Lucia blev arrestere, bragte hun fødevarer til sine kristne trosfæller, som havde skjult sig i katakomberne, og for at have hænderne fri til at bære i, satte hun lys i en krans i sit hår.

Det er en meget lang udvikling, der har ført til den luciabrud, som vi kender i dag. Det var faktisk først efter år 1800, at den morgenvandring af luciabruden og alle hendes terner, som vi kender i dag, blev en fast skik mange steder i Sverige, men denne skik er dog langt nyere her i Danmark. Det var den derværende generalsekretær Frans Wendt fra Foreningen Norden, som under Danmarks besættelse blev så begejstret for den svenske skik, at han foreslog, at den blev indført i Danmark, og alle var glade for at få en ekstra festdag i den på alle måder så mørke årstid.

Efter 2. Verdenskrig vandt skikken yderligere terræn, og den er nu en fast tradition på skoler, plejehjem, i foreninger med mere.

Ifølge overtroen var det bedst, at holde sig indendørs natten mellem den 12. og 13. december. Inden man gik ind om aften, skulle årets udearbejde være helt afsluttet og alle afgrøderne være bragt under tag, for ellers ville de blive ødelagt af "de underjordiske".

For gårdens unge piger var det en meget spændende aften og nat. Man sagde nemlig, at det var muligt at få den tilkommende at se, hvis man holdt et lys i hver hånd, mens man kikkede i et spejl og fremsagde et bestemt vers.