Vi ankom til parkeringspladsen ved siden af Aalborg Zoo, som ligger på Mølleparkvej nummer 63 i Aalborg, ved 17:00 tiden. Hvilket ville sige, at vi lige kunne nå at få små to timer i haven. Så vi blev enige om, at vi denne gang ville går rundt i haven "med uret", da vi jo sidste gang havde taget turen rundt i haven "mod uret" og at vi denne gang ikke ville gå ind i de forskellige tropehuse samt hoppe både klappegederne og klappekaninerne over.
Efter vi havde "købt" vores billetter ( vi kom gratis ind, da vores årskort til Zoologisk Have i København giver gratis adgang til både Aalbog Zoo, Givskud Zoo samt Odensen Zoo ) og vi havde været en hurtig tur igennem Zoo Shoppen, som ligger ved siden af hovedindgangen, gik vi ud i selv haven, hvor det første indtryk, som mødte os, var det flotte springvand …
… som bestemt ikke bliver mindre flot af, at solen skinnede. Skulpturen, som hedder "Det Gode Kup" blev udført af billedhuggeren Carl Johan Bonnesen i 1925, og den blev skænket til Aalborg Zoo i 1935 af bryggeriet Urban.
🙂
Vi startede med at gå forbi flamingoerne, som var lukket inde i deres hus, da man er bange for, at de skal blive spist af en eller flere fritgående ræve, som man har problemer med i Aalborg Zoo lige for tiden. Derefter gav vi os god tid til at se på den sydamerikanske pampas med maraer …
… kapivar og myresluger.
Maraerne er i familie med marsvinet, men de ligner dog mere en hare. Derfor hedder de også pampashare. Maraerne er forholdsvis store gnaver med lange, meget tynde ben. Deres pels er lys brun på undersiden og mørkere på oversiden. På brystet og under halen er pelsen hvid. Maraerne flygter på samme måde som harerne, det vil sige i stærk fart med høje sik-sak-hop. De føder få og højt udviklede unger, som kun dier et par gange i døgnet.
Maraerne græsser i flokke på de store pampas områder og de danner par for livet. Hunnen graver en hule under jordoverfladen, hvori ungerne fødes og opholder sig de første cirka elve uger af deres liv. Når ungerne vokser til, kalder hunnen på dem for at få dem op og gradvist vendet til området omkring hulen.
🙂
Imens min Skat havde travlt med at fotografere maraerne, fik jeg …
… endelig langt om længe mulighed for at tømme mine sokker for det grus samt sand, som jeg havde haft glæde af, lige siden vi gik rundt i Skandinavisk Dyrepark. Åh … hvor var det dejligt.
🙂
Vi gik forbi næsebjørnene og hen til anlægget med sumpbæver og edderkopperaber, som havde selskab af en lille flok gråænder …
… som havde travlt med at pudse sig.
Sumpbæverene …
… lever normalt i par og danner af og til større kolonier. De holder til ved afvandingssystemer, flodbredder, sumpe og søbredder i Sydamerika lige fra det sydlige Brazilien til Patagonien.
Sumpbæverne er gode svømmere og de kan være neddykket i op til 5 minutter af gang i deres jagt på vandplanter. De er tilpasset til livet i vand, da deres øjne er placeret højt på hovedet, så de også kan se, når de svømmer. De har svømmehud mellem tærene og deres underpels er vandafvisende efter indsmøring af olie fra to fedtkirtler, som de har siddende ved munden. Olien blive først smurt ud på forporterne og gnides derefter ind i pelsen, så den bliver fedtet og vandafvisende.
Sumpbæverne sidder ofte og renser deres pels for snavs og parasitter. De har lange grove dækhår yderst, som skjuler den bløde fløjlsagtige underpels. Underpelsen kaldes af pelshandlere for "nutria", derfor er "nutria" sumpbævernes øgenavn.
End videre har Sumpbæverhunnerne deres dievorterne placeret langs siden op mod ryggen, så ungerne lettere kan komme til og endda die, når hunnen svømmer.
🙂
Vi forsatte hen af af stien og kom hen til "husdyrene", hvor vi startede med at hilse på æslerne …
… der var udendørs, hvor de hyggede sig i det fine sensommervejr.
Tamæslerne stammer fra det afrikanske vildæsel, som i dag er en af de mest truede dyrearter i hele verden, i det der kun findes cirka et par hundrede individer tilbage i området som dækket Eritrea, Egypten, Somalia og Sudan. I de zoologiske haver findes der under 100 individer.
Anderledes står det til med det asiatiske vildæsel, da denne art er mindre truet og der findes en større bestand af dem i de zoologiske haver samt fritlevende bestande i Iran, Kina og Pakistan.
Man regner med, at det afrikanske vildæsel blev tæmmet for omkring 6.000 år siden i det sydlige Egypten. Nomaderne tæmmede det til brug som transportdyr. I dag bruges æslet hovedsageligt som transportdyr, men også som ridedyr.
Æslerne er meget udholdende dyr, som tåler høje temperaturer uden at de kommer til at svede, det vil sige, at de ikke miste vand. Derfor kan de ( ligesom kamelerne ) undvære vand i flere døgn. Dette er en tilpasning til livet i ørken og noget man udnytter i næsten alle de varme egne i verden.
Man siger, at æsler er meget stædige. Dette kan forklares ved, at hvis et æsel er lastet for meget, så vil den ikke gå … og det kan jeg nu godt forstå.
Der findes kun en tamæselrace. Derudover findes der krydsninger mellem heste og æsler. Parrer man en æselhingst med en hestehoppe, får man et muldyr. En krydsning mellem en hestehingst og en æselhoppe kaldes derimod et mulæsel. Begge krydsninger er sterile, men er endnu mere udholdende samt stærkere end æslet og de bruges derfor oftere som transportdyr.
Et andet transportdyr er de drøvtyggende kameler …
… som også kaldes for "Ørkens skibe". Kamelerne er fuldt ud tilpasset et liv i Ørken. Da de har store brede fødder ( kamelerne har faktisk hornplader under fødderne, således at de ikke brænder sig på det varme ørkensand ), som sørger for, at de ikke synker ned i sandet og deres lange øjenvipper og hår i øerne beskytter dem i sandstorme. Desuden kan kamelene lukke næseborene individuelt, hvilket er meget praktisk, når de bevæger sig rundt inde i en sandstorm.
Der findes to arter af kameler … den en-puklede, som kaldes for dromedar og den to-puklede, som kaldes for kamel.
De fleste pattedyr inklusiv menneskerne har en kropstemperatur på cirka 37 grader, men kamelerne, som jo lever i tørre og meget varme områder, kan i de varme måneder hæve deres kropstemperatur til 40 maximalt 42 grader, uden at de få feber. På den måde skal de ikke bruge vand for at køle sig, da de ikke kommer til at svede og dermed mister de heller ikke vand.
De kan faktisk klare sig i op til 14 døgn helt uden vand, men så er de også tørstig og kan drikke op til 200 liter vand på en gang.
I de kolde nætter kan kamelerne sænke deres kropstemperatur til 34 grader og på den måde kan de spare på energien.
Hvis der er rigeligt med føde, ophober kamelerne fedtreserver i puklerne. Disse fedtreserver kan de så i varme perioder uden vand omdanne til lige præcist vand.
Da kamelernes fedt er samlet på deres ryg, kan de nemmere komme af med kropsvarmen i den varme ørken. Hvis de havde fedtet jævnt fordelt over hele kroppen, ligesom for eksempel sælerne, så ville de kunne dø af hedeslag i de varme måneder, da fedt isolerer rigtigt godt.
🙂
Vi gik forbi kænguruerne, klappegederne samt klappekaniner og nåede hen til pingvinerne …
Der lever kun pingviner på den sydlige halvkugle lige fra Galapagos-øerne ved Ækvator samt ned til Sydpolen og der findes cirka 20 forskellige pingvinarter, hvoraf dværgpingvinen er den mindste og kejserpingvinen den største. Det er kun tre af disse pingvinarter, der lever i det kolde klima omkring Antarktis, resten af dem lever i varmere områder.
Pingvinerne er tilpasset et liv i vandet. Kroppen er strømlinet, vingerne er omdannet til stive luffer og fødderne sidder bag på kroppen, hvor de fungerer som ror. Fremdriften får pingvinerne ved hjælp af lufferne.
Alle pingvinarter er mørke på ryggen og lyse på bugen. På den måde er de camoufleret i forhold til fjender og byttedyr. En svømmende pingvin set nedefra, er lys ligesom himlen og set ovenfra er den mørk som det dybe vand.
Deres fjerdragt er meget tæt samt vandskyende og mellem fjerene er der et isolerende luftlag, der beskytter mod kulden. Faktisk er pingvinerne de fugle, der har flest fjer per kvadratcentimeter. Det er meget vigtigt med en tæt og isolerende fjerdragt, når de opholder sig i det kolde vand omkring Antarktis.
Til gengæld for alt dette har pingvinerne så helt mistet evnen til at flyve. Pingvinerne tilbringer da også en stor del af deres liv i vandet og kommer kun på land i korte hvileperioder. Det eneste tidspunkt, hvor de permanent opholder sig på land, er i yngletiden og under fjerskiftet.
Humboldtpingvinerne, som er den pingvinart, man kan se i Aalborg Zoo, er let genkendelig på den sorthvide fjerdragt og er den eneste pingvinart, der har et kødfarvet område omkring næbbet. De yngler i mindre kolonier og lægger deres æg i fordybninger i jorden eller i klippehuler. Først når ungen bliver 2 til 3 år, får den samme fjerdragt som de voksne fugle.
Ved siden af humboltpingvinerne holde de californiske søløver …
… til. De hører til øresælsfamilien, som omfatter i alt 14 arter.
Søløverne hører til vandrovdyrene og deres tandsæt viser deres nære slægtskab med de landlevende rovdyr. Søløvernes forfader har levet oppe på land, men igennem evolutionen er søløverne vendt tilbage til havet.
De californiske søløver kan opnå en hastighed på 40 kilometer i timen, hvilket er hurtigere end nogen anden søløveart. Når søløverne svømmer, bruger de forlufferne til at skaffe sig fremdrift og baglufferne til at styre med. Sælerne gør det lige modsatte, når de svømmer.
Søløvernes øjne er skabt til det mørke vand. De store øjne bevirker at søløverne kan se klart i vandet og linsen i øjet er kuglerund samt kraftigt lysbrydende ligesom hos fiskene. Over vandoverfladen ser søløverne dårligt.
Søløvens kindtænder er spidstakkede og beregnet til at fastholde byttet, før det sluges og deres følehår på snuden, som også kaldes for varbørster, bruges til at registrere fisk, som svømmer foran dem.
Søløverne er i stand til at drikke havvand. For at fjerne de optagne salte, er deres nyrer noget større end de landlevende rovdyrs.
Deres naturlige fjender er hajer, spækhuggere og mennesker, da mange søløver desværre drukner i fiskenet.
🙁
På vej hen til den afrikanske landsby og savannen kom vi lige forbi agutierne …
… som lever i de tropiske skove i Mellem- og Sydamerika, hvor de danner par og de holder sig sandsynligvis til denne ene partner hele livet igennem. De er primært aktive i løbet af dagen.
Agutierne er store gnavere med lange, tynde ben og kort hale. De har en brunlig eller grålig pels, som yder god camouflage, når de bevæger sig rundt i regnskovens bund. Her finder de frugter, som de æder siddende, mens de skræller frugten med fortænderne. De spiser også gerne blade, grøntsager og nødder. Eventuel overskydende føde graver de ned i forrådskamre.
Agutiernes kraftige tænder gør dem i stand til at gnave gennem nødder med meget hård skal som for eksempel paranødder. Paranødderne er faktisk kun i stand til at spire, hvis en aguti først har gnavet hul på skallen og disse nødder ville derfor ikke kunne eksistere uden hjælp fra agutierne.
Agutierne har i forhold til mange andre gnavere lange ben og de er dermed tilpasset til at løbe hurtigt i skovbunden. Guld agutierne kan ikke blot løbe hurtigt, men de er også i stand til at foretage hop på op til flere meters længde, hvis de forfølges af et rovdyr.
🙂
Vi forsatte vores rundtur i Aalborg Zoo med at gå hen til Den Afrikanske Landsby …
… som er det største projekt i havens historie. Den Afrikanske Landsby indeholder en stor stald til savanne dyrene, et tropehus, hvori man finder dværgflodhestene samt et 14 meter højt baobabtræ …
… hvori man på en sjov måde kan lære mere om dette mærkelige træ samt dets betydning for både Afrikas dyr og mennesker.
Noget af det første, man får øje på, når man træder ind i Den Afrikanske Landsby, er indhegningen med vortesvin …
… som holder til på de åbne afrikanske savanner syd for Sahara, hvor de holder sammen i familiegrupper, som består af hunner med unger. Vortesvinene føder normalt deres unger i en hule. Hanner kan søge sammen i ungkarlegrupper, men ellers lever de alene og de opsøger kun hunnerne for at parre sig med dem.
Vortesvinene er som regel dagaktiv, men de kan til tider søge føde om natten. De spiser helst mest græs og urter, men også insekter, løg, rodknolde og svampe, hvis de kan finde det.
Vortesvinene har ikke svedkirtler og de ruller sig derfor i mudder for at holde sig nedkølet. De har en hale på op mod 45 centimeter længde, som de holder oprejst, når de løber. De kan for øvrigt opnå en hastighed på 50 kilometer i timen. Vortesvinene flygter hellere fra en rovdyr end de tager kampen op mod dem, men de er dog kendte for frygtløst at forsvare deres familie.
Vortesvinene har fået deres navn fra de bruskagtige vortelignende udvækster, der stikker ud på begge sider af deres hoved. Man ved ikke med sikkerhed, hvilken funktion vorterne har, men en forklaring kan være, at de bruges som våben eller som forsvar mod andre vortesvin. Vorterne beskytter måske deres øjne, når de kæmper mod hinanden. De har et dårligt syn, men til gengæld har de en god lugtesans og en skarp hørelse.
🙂
Vi gik igennem Den Afrikanske Landsby …
… for at komme hen til den store pavillon …
… hvorfra der er en rigtigt god udsigt til vandhullet og savannen …
… her finder man blandt andet store kuduer …
… og sabeloryxer ..
… som går sammen med zebraer …
… samt en stor flok giraffer og nogle strudse.
Det er en virkelig flot oplevelse at stå og kigge ud over en savanne med de drikkende og græssende dyr …
Vi gik tilbage mod Den Afrikanske Landsby …
… hvor vi gik ind i Tropehuset …
… her så vi blandt andet dværgflodhestene …
… som har en spredt forekomst i lavlandsregnskovene i Guinea, Liberia, Sierra Leone og Vestafrika samt ved Elfenbenskysten, hvor de normalt lever alene, de kan dog godt samles i små familiegrupper.
Dværgflodhestenes eneste nære slægtning, er de almindelige store flodheste. Både dværgflodhestene og de store flodheste lever i Afrika. De store flodhest lever på savannen, imens dværgflodhestene lever i regnskoven i Vestafrika.
Dværgflodhestene blev først opdaget af videnskabsfolk i det forrige århundrede. Da man første gang så en dværgflodhest, troede man, at det var en unge af en store flodhest. Først senere fandt man ud af, at den var en selvstændig art.
Hvis dværgfoldhestene opholder sig i solen, mister de vand gennem huden, fem gange så hurtigt som et menneske. De er derfor nødt til at opholde sig i skyggefulde og fugtige omgivelser.
Dværgflodhestens næsebor og ører kan lukkes til, når den er under vand og det siges at en dværgflodhest, der æder, larmer så meget, at den kan høres på 50 meters afstand.
🙂
Vi forsatte over til løverne …
… hvor især den ene af ungerne …
… var meget legesyg samt nysgerrig. Den var næsten ikke til at stå for og jeg fik sådan en lyst til at kæle samt lege med den, men jeg dyede mig. Jeg må nøjes med at kæle og lege med Sweetheart, næsten gang jeg besøger ham og Poul.
🙂
De afrikanske elefanter …
… er Aalborg Zoo ene om at kunne vise i Danmark. Er elefanterne ikke ude kan de opleves inde i elefanthuset.
Elefanterne, der kan findes i størstedelen af Afrika syd for Sahara, lever sammen i familiegrupper. Det vil sige, de gamle hanner lever alene og de yngre hanner kan danne ungkarleflokke.
De afrikanske elefanters ører er meget store. De er cirka 2 meter lange og 1,5 meter brede på en voksen elefant, og de fungerer som elefanternes "køleanlæg". Det varme blod fra deres krop løber ud i den tynde hud i ørerne, hvor blodet afkøles af luften og derefter løber tilbage i kroppen. Ørerne på de afrikanske elefanter er meget store og ligner Afrika i formen og de indiske elefanter har små ører, hvis formen ligner Indien.
Elefanternes snabel består af omkring 150.000 muskler og der er ingen knogler i den. Snablen har mange forskellige funktioner, da den burges til at tage føde med, som et våben, som snorkel, til at trompetere med, til støvbadning og til at drikke med. Der kan være op til 10 liter vand i snablen, som elefanten efterfølgende puster ind i munden.
Den afrikanske elefant har to "fingre" i spidsen af snablen, hvor den indiske elefant "kun" har en.
🙂
Overfor elefanterne finder man de afrikansk hyænehund …
… der lever på græs-sletter og i savanneområder i Botswana, Mozambique, Namibia samt dele af Zimbabwe. De lever i flokke, som normalt består af 6 til 20 dyr. I hver flok er der en dominerende han og hun. Der er ikke nogen yderligere rangorden i flokken.
Hyænehunde forveksles ofte med hyæner. De to arter har dog ikke ret meget med hinanden at gøre, da hyænehundene tilhører hundefamilien, mens hyænerne tilhører hyænefamilien.
🙂
Så nåede vi til de højeste landlevende dyr i hele verden …
Girafferne er tilpasset til at søge føde højt oppe i trækronerne. De æder akacie-blade, som de ribber af med tungen og læberne. Den tykke hud og de mange hår på mulen gør, at de ikke stikker sig på de lange torne.
Giraffer lever i løse flokke, det vil sige, at de følges ikke med de samme individer rundt på savannen. Fordelen ved at være i flok er, at der er mange om at holde øje med fjender som for eksempel løver.
Girafferne lever på den afrikanske savanne syd for Sahara, hvor der er det største antal af store pattedyr i hele verden. Grunden til dette er, at vækstbetingelserne for planter er optimale samt at mange forskellige dyr kan udnytte hver deres del af planterne. På den måde kan flere forskellige dyr leve i det samme område.
Desværre bliver savannens dyr mere og mere trængt af mennesker og deres husdyr, som afgræsser store områder, fordi tamkvæget udnytter græsset dårligere end de vilde dyr gør. Men der skal en væsentlig kulturel ændring til at udnytte de vilde dyr i stedet for at holde tamkvæg, selvom det på lang sigt ville være meget bedre både for menneskerne og for de vilde dyr.
Giraffen føder sit føl stående. Det første, et girafføl oplever, er et styrt fra cirka 2 meters højde.
Det nyfødte føl er næsten 2 meter højt samt vejer cirka 60 til 70 kilo og det har efter ganske kort tid styr på både ben og hals. Straks efter fødslen er føllet oppe og die ved hunnens yver mellem bagbenene. Derefter går det stærkt med at tage på i vægt. I gennemsnit vokser et girafføl 8 centimeter på en måned, men det skal jo også nå op i en højde af cirka 4 til 5 meter på 3 til 5 år.
Der er noget fascinerende over det, når en giraf kigger ned på en …
… jeg synes, at de er så søde med deres store øjne, der er omkranser af meget lange øjenvipper samt deres små horn.
🙂
Om det er Aalborgs Zoos girafflok, som har afbladet dette træ …
… fuldstændigt totalt, fandt vi aldrig ud af.
Tæt på girafferne og elefanterne finder man surikaterne …
… de lever på savanner og åbne sletter samt i græsland og krat dels i Sydafrika samt det sydlige Angola, hvor de lever i kolonier på op til 30 individer. Hver koloni kan bestå af op til 5 boer og en koloni kan have et territorium på op til 15 kvartmeter. I kolonien uddeles arbejdet, så nogle er jægere, andre passer på ungerne og andre igen er vagtposter.
🙂
Der var noget mere liv i tigrene …
… i dag, end der var i forgårs.
De sibiriske tiger er udbredt i Sibirien, Nordkorea samt Manchuriet, hvor de især er knyttet til skovområder.
Den sibiriske tiger er ved at uddø i naturen. Faktisk findes der i dag flere tigre i fangenskab end ude i naturen. Hovedårsagen til dette er, at krybskytter nedlægger tigrene for at sælge dem videre i Kina, hvor de benyttes til forskellige former for medicin, som menes at helbrede diverse sygdomme. Da man tror, at tigerens kraft overføres til den, der indtager dele fra tigeren.
🙁
Isbjørneanlægget …
… som blev bygget i 1999 og stadig hører til blandt de bedste isbjørneanlæg i verden.
Isbjørnene lever på Nordpolen samt i Alaska og Canada. De er klædt godt på, da de har en tæt underpels og et tykt spæklag. De yderste hår, som kaldes for dækhårene, er fyldt med luft og de er gennemsigtige, dens hud under pelsen er sort, så den som en anden solfanger tiltækker solens varme.
Ved siden af isbjørnenes anlæg finde man et andlæg til rensdyr …
… de har ligesom andre hjorte gevirer, som de smider i løbet af vinteren eller først på foråret. Hos andre hjortearter er det kun hannen, der har gevir, men hos rensdyrene har hunnen ligeledes gevir, dog er det ikke lige så stort som hannens.
Rensdyrene har meget brede og store klove. De forreste klove er større end de bageste. Klovene fungerer ligesom snesko, så rensdyrene ikke synker dybt ned i sneen. Både de store klove og geviret kan bruges til at skrabe sneen væk med, når de om vinteren søger efter lav, som er hovedbestanddelen af deres føde.
Når rensdyrene går, klikker deres fødder, denne lyd stammer fra en sene, der gnider hen over en knogle i foden. Med denne lyd holder rensdyrene sammen på flokken.
I naturen vandre rensdyrflokken cirka 1.200 kilometer i løbet af foråret, når de skal fra udkanten af skovområdet, hvor de har holdt til om vinteren og til ynglepladserne på tundraen, hvor de holder til om sommeren.
Kalvene bliver født om foråret, hvor der stadig er koldt på deres naturlige levested. Kalvene er relativt store og er klar til at gå med flokken allerede kun en times tid efter fødslen. Rensdyrkøer har den fedeste mælk af alle klovdyr, hvilket er en tilpasning til, at kalvene hurtigt tager på og kan klare sig under de ekstreme kolde forhold.
Samerne udnytter både skindet og kødet fra rensdyrene. I Skandinavien findes der flere tamme rensdyr, end der findes vilde rensdyr.
I Danmark levede der rensdyr i slutningen af den sidste istid for cirka 10.000 år siden, men i dag skal man højere op mod nord til det nordlige af Finland, Norge og Sverige for at møde rensdyr i naturen.
🙂
Min Skat …
… og den røde panda …
… legede "hide and sike" med hinanden eller også ville den bare ikke fotograferes mere i dag.
Selv om den røde panda er meget mindre end kæmpepandaen, er de faktisk i familie med hinanden. Et af deres fælles træk er en tommel-lignende finger, som gør dem i stand til at håndtere føde.
Ligesom kæmpepandaen og isbjørnen har den røde panda hår på trædepuderne, således at den bedre kan holde varmen og ikke glider så let på den frosne jord. Lokalbefolkningen i pandaens hjemland benytter dens pels til huer og halehårene til pensler.
Pandaen er skumrings- og nat aktiv, så hvis pandaen i Zoo ligger i et træ og sover, er det fordi, den har været aktiv hele natten.
Pandaens meget brede hoved skyldes de flade kindtænder, som er en tilpasning til at kunne knuse de hårde bambus, som den elsker at spise.
🙂
Chimpansen …
… var ved at finde sig en god redeplads, hvor den kunne sove og kappebavianerne …
… var ude at gå aftentur.
Faktisk var alle dyrene mere eller mindre gået til ro for natten og vi var efterhåndens også de eneste besøgende i hele haven. Så vi blev enige om, at vi nok hellere måtte komme i gang med at finde "hjem" til Mou, men først skulle vi lige finde en Netto, så vi kunne handle lidt ind.
🙂
Man kan læse mere om Aalborg Zoo på www.aalborgzoo.dk.
Peter har også skrevet om vores besøg i Aalborg Zoo og man kan se de billeder, som han har taget under vores rundtur her.